Jeg sidder her på kontoret for sidste gang, inden jeg holder min årlige sommerferie i juli. Den næste uge har jeg nogle små indlæg planlagt, men dem planlægger jeg færdigt i dag, så jeg kan checke ud. Jeg trænger! Det bliver godt for os alle tre at få en måned, hvor vi ikke skal andet end at være sammen.
Jeg skriver lidt mere om min sommerferie i et andet indlæg som udkommer i næste uge, for nu skal det handle om en virkelig nem og doven ret, som kan redde dig i sommerferien, når udflugten lige tog et par timer længere end planlagt, der ikke er tid til indkøb, og alle er sultne og overtrætte.
Du skal sådan set bare sørge for at have majs og helbladet spinat i fryseren, feta og citron i køleskabet og pasta i køkkenskabet, så kan du smække denne her sammen med et barn på armen (hvis du nu har sådan et) på max(!) 20 minutter. Den er pisse god, hvis jeg selv skal sige det, og mængderne kan du sådan set godt sjusse dig frem til, det er også derfor, jeg ikke har skrevet en specifik mængde spinat. Bare hæld masser i.
Ingredienser
15-30 min / 2 portioner
- 170-200 g pasta (alt efter hvor sulten du er) 1 god håndfuld valnødder (kan udelades)
- 1 mindre løg
- Olivenolie
- 1 knsp chili flakes, stærke (kan udelades)
- Et par dl majs, frosne
- Godt med helbladet spinat fra frost
- 150 g feta
- 0,5 citron
- Salt & peber
Sådan gør du
Sæt vand over til pastaen.
Knus valnødderne groft og tørrist på en pande ved middel varme, til de er gyldenbrune. Sæt til side
Hak imens løget fint.
Sæt pastaen over.
Steg løg i olivenolie, til det er blødt og gyldent, sammen med chili flakes og et drys salt.
Tilsæt majs og spinat og rør rundt, til det er varmet op. Smuldr nu fetaen ned i og tilsæt lidt pastavand, til du får en cremet sovs. Riv skallen af citronen og tilsæt.
Smag til med godt med citronsaft, salt og peber.
Bland den al dente pasta med sovsen, valnødderne og evt lidt ekstra pastavand efter behov.
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram, Facebook eller Bloglovin’ for opdateringer om nye opskrifter.