En kærligheds-erklæring til svampeplukning

September er måske årets bedste måned. Nu har roen sænket sig efter sommerens sociale intensitet, og der er en kølighed i luften, som gør tankerne klarere. Jeg føler en anden ro indeni. Nu er der tid til at være inde og fordybe sig i nye projekter. Og også tid til at tage ud i skoven. Mit bedste sted!

Jeg elsker skoven så inderligt om efteråret. Den lidt fugtige duft af jord og blødt mos. Stilheden og den lave efterårssol som finder sin vej ned mellem høje grantræer. Det er fandme magisk. Kan godt blive helt rørt over det.

Dem der følger mig på instagram vil vide, at jeg elsker at plukke svampe. Og på denne tid på året tager vi ud ugentligt, hvis kalenderen tillader det, for at checke til vores svampesteder. Vi har allerede haft nogle gode dage med fine svampefund og vinterdepoterne er så småt ved at blive fyldt op igen. Men i går overtrumfede måske alt vi har prøvet?

Der var uendeligt med tragtkantareller, og det var svært at vide, hvornår vi skulle stoppe. Vi prøvede at gå efter de største og lade de små stå, men man bliver også lidt primitivt grådig? Jeg skal ud igen med nogle venner for næste høst om en uge, der er simpelthen mere, end hvad vi skal bruge selv. Det er jo faktisk den eneste regel, der er omkring at plukke svampe i de offentlige skove. At man kun må plukke til eget forbrug.

Og så skal man selvfølgelig vide hvad man plukker, husk altid det. Men gør det ikke farligere end hvad det er. Der er masser af svampe, som du ikke kan forveksle med giftige svampe, eller som du kun kan forveksle med noget der giver dig mavepine. Det er faktisk svært at dø af at spise danske svampe (men ikke umuligt, så hav altid en svampebog med når du er ny).

Lige da vi ankom til skoven i går, var der en del ude og gå med svampekurvene, og vi var ikke alene, som vi ellers plejer. Det stressede mig så meget! Jeg elsker min illusion om, at skoven er min egen. Og stilheden, når man hverken hører trafik eller andre mennesker er så unik. Jeg ved jo godt, at skoven ikke er min. Mine svampesteder er ikke mine. Skoven ejer ingen (eller staten gør selvfølgelig), den er til for alle. Men det er nu alligevel at foretrække at være alene i sin del af skoven, så man kan blive i drømmen. Det er en følelse, man har sjældent som Københavnerbo, og det er intens lykke for mig.

Jeg føler mig så tæt forbundet med skoven, det er helt grundlæggende. En af de der ting i livet, hvor jeg kan mærke helt ind i kernen, at her hører jeg til. Her er jeg lykkelig. En dag skal jeg bo på landet, tæt ved en skov (måske eje en skov?!), som jeg har helt for mig selv. Jeg har altid været god til at dagdrømme.

Svampeplukning er meditativt, der er ikke plads til andre tanker, når svamperadaren er på. André og jeg går oftest ind i vores helt egen verden og kan godt blive væk fra hinanden, fordi vi går i hver vores retning med snuden i svampesporet. Så må man råbe højt ud i skoven (“ANDRÉÉÉ?!”) og se om der kommer et svar tilbage. Sjældent er der data, så vi kan ikke ringe efter hinanden.

Det er så primitivt at lede efter svampe. I går måtte vi begge erkende, at vi så tragtkantareller, hver gang vi lukkede øjnene. Man bliver småt besat.

Vigtigt at have med sig i skoven er masser af vand (aldrig gå ned på vand), en god madpakke og kage og kaffe i termos. Som svampeplukker skal man huske at få noget i maven, ellers kan man ret nemt blive svimmel af al den kiggen ned i jorden. Og sådan en varm kop kaffe og et stykke wienerbrød på en mosdækket træstub om eftermiddagen er guld.

Lige nu er stuen fyldt med tragtkantareller til tørre, jeg elsker det. Jeg føler mig så rig! Skovens guld, I ved. De skal bruges i sovser, gryder og som syltede svampe gennem hele vinteren og næste sommer, inden svampesæsonen starter igen.

Naturen er en fucking gave, you guys. Det skal vi aldrig glemme. Den er os bare til låns, og det er jeg personligt ekstremt taknemmelig for.

Sidst vi var ude cyklede vi forbi denne spejderhytte og det var simpelthen for godt til ikke at tage en selfie. Prøvede at se cool ud, men det endte med resting bitch face. Oh well. Har i hvert fald nogle gode skovkinder! ♡

Plukker du svampe?