Pasta og gode ting i brød er mine absolutte yndlingskategorier, når det kommer til hverdagsmad. Har man pitabrød i fryseren og en dåse bønner i køkkenskabet, kan man trylle et festmåltid frem på mindre end en halv time!
Retten her kan varieres i det uendelige. Brug de grøntsager du lige har i køleskabet, lav en hummus i stedet for bønnecreme, brug den rest feta, som ligger og er ved at blive for gammel. Det kan ikke gå helt galt!
Ingredienser
15-30 min / 4 portioner
- Hvid bønnecreme
- 4 Pitabrød (Netto’s Premieur og Coops frosne er gode!)
- 300-400 g halloumi
- Masser af persille
- Valgfrie grøntsager, her: rød spidskål, zucchini og lilla gulerod
- En hurtig yoghurtdressing (yoghurt, lidt sesamolie, citronsaft. en anelse hvidløg og salt) eller en vinaigrette.
- Pickles efter eget valg (Vi brugte syltede agurker, men det kunne også sagtens være syltede rødløg eller svampe)
Sådan gør du
Tænd ovnen på 200 grader.
Zucchinien skæres i skiver og steges ved rigtig høj varme i olie med et drys salt til de har godt med farve på begge sider. Spidskålen skæres i mindre stykker og steges ved høj varme med et drys salt (gerne under grydelåg). Guleroden skæres i helt tynde skiver, evt på mandolin. Persillen skylles og hakkes groft. Alt blandes.
Lav bønnecremen og bland en dressing. Halloumien skæres ud i små croutoner og steges i olie til den har farve på alle sider.
Varm pitabrødene og server med dine yndlingspickles.