Nu er mit nye lager i Tureby syd for Køge oppe at køre, og det betyder, at I igen kan bestille Vegetarisk i aften? direkte af mig! Jeg holdt jo en pause på et par måneder, fordi jeg simpelthen var blevet for gravid til at slæbe tunge bøger frem og tilbage til pakkeshops. Men nu har jeg altså fundet en løsning, hvor der er et lager, som klarer den del for mig. Fagre nye verden! At bøgerne og mine prints er kommet på eksternt lager betyder selvfølgelig en ekstra udgift for mig, men til gengæld mindre arbejde, og for jer betyder det, at ordrerne kommer meget hurtigere frem! Win-win.
Jeg er så stolt over, at det er gået så godt med Vegetarisk i aften?. Havde ikke turdet drømme om, at den ville sælge så fint, og at så mange omtaler den som den kogebog, de bruger allermest. Det er helt helt fantastisk.
Hvis du ikke ved så meget om hvad den indeholder, så kan du se frem til kapitler som “Salater uden salat”, “Gode ting i brød”, “Pasta er livet”, “Krydrede gryderetter” og “Comfort food”. Den er propfyldt med mine vegetariske livretter og er en grundindførsel i min måde at tænke mad og madlavning på. Du kan læse meget mere om den her.
I næste uge regner jeg desuden med at løfte sløret for titel og tema på min nye bog, der udkommer til oktober! Og i samme ombæring at åbne for forudbestillinger. Det er så spændende og nervepirrende, og jeg håber virkelig, I kommer til at kunne lide den. Jeg føler selv, at den er en naturlig opfølger til den første, mindst lige så propfyldt med fantastiske opskrifter.
Lige som da Vegetarisk i aften? udkom, får man lidt ekstra med i form af et A5 print med en illustration af undertegnede, hvis man forudbestiller. Det kan man så hænge op eller bruge som et kort til en gave. Forudbestillinger er guld værd, for det giver både forlaget og jeg en idé om, hvor mange bøger vi kan trykke i 1. oplag.
Indtil da kan du investere i min første bogbaby her hos mig, hvis du ikke allerede har gjort det. Når du køber direkte af mig, støtter du mig og mit arbejde lidt ekstra, men alle bogkøb er dejlige køb! Den fås selvfølgelig billigere andre steder, og jeg forstår til fulde, hvis det fungerer bedre med din økonomi.