En halvårsstatus

Det er æblehøsttid og vi tog på vores årlige efterårstur til Tårup Frugtplantage for at plukke æbler og pærer. Jeg elsker det sted. 1 kg selvpluk frugt for 10 kr, så nu mæsker vi os i pærer og æbler, og har bagt æbletærter de sidste to weekender.

Vi har boet i vores lille murstenshus på Falster i over et halvt år, og jeg forstår det ikke. Der er sket så meget og samtidig sket så lidt. Drømmen om et langsommere tempo og mere natur er bestemt gået i opfyldelse, omend virkeligheden føles meget anderledes end drømmen. Det kan nok ikke undgås. Lad os dykke ned i det.

Slut marts og april var mest bare kaos og tilpasning. Jeg havde en del arbejde, og samtidig stressede jeg over at få en køkkenhave etableret, hvilket set i bakspejlet var dumt, men det har også givet os utrolig meget glæde med den køkkenhave over sommeren. Så måske det værd? Jeg er i hvert fald glad for, at den lissom bare er der nu og står og venter på os næste sæson.

Jeg synes balancen er svær at ramme mellem hvile og arbejdsindsats. Det kan være sindssygt hårdt at grave en halv græsplæne op og køre 20 trillebørfulde grus ud til stier, men til gengæld har vi så kunnet nyde køkkenhaven hele sommeren. Hvis ikke vi havde gjort det, havde jeg formentlig brugt en del energi på at ærgre mig over ikke at kunne udleve den køkkenhavedrøm, der var en stor del af grunden til, vi flyttede herned.

Jeg tænker på det i mange henseender. Nogle af de bedste ting i livet er ikke nemme. Det er hårdt arbejde at have hus og have, til gengæld har man jo så hus og have. Det er hårdt arbejde at have et barn, til gengæld har man så et barn. Uanset hvor hårdt det er, opvejer glæderne og meningen det hårde. Samtidig er projekterne og drømmene uendelige hernede, og det er vanvittigt svært at prioritere. Og selvfølgelig er det en balance ikke at brænde ud.

Jeg arbejdede en del i april, for jeg havde et par større foredrag og nogle reklamesamarbejder, der skulle afvikles, og jeg følte mig stresset oven på flytningen. Så i maj skar jeg meget ned på mit klassiske arbejde, og brugte meget tid i haven i stedet. Det gjorde mig godt, også selvom jeg havde svært ved at ryste den dårlige samvittighed over ikke at arbejde af mig. Det reflekterede jeg en del over og besluttede mig for at kalde de næste tre måneder for en lystfyldt orlov. En tid uden foredrag, reklamesamarbejder eller andre forpligtelser. En tid uden dårlig samvittighed, men med fokus på lyst.

I juni begyndte jeg at få noget energi på at ændre nogle indgroede vaner. Jeg begyndte min nedtrapning af den antidepressive medicin, jeg har taget de sidste seks år, jeg begyndte at lave grøn grød til morgenmad og jeg blev bedre til at tage i skoven og ned til havet noget oftere.

André og jeg byggede sammen en træterrasse i juni. Det har vi aldrig prøvet før, og den stod egentlig ikke på “need to have”-renoveringslisten, men helt ærligt, det er vidunderligt at prioritere noget “nice to have” her i livet, og den har løftet huset helt enormt. Fra at jeg blev træt, hver gang jeg kiggede op mod huset fra haven, fordi den gamle fliseterrasse lignede bølgegang i stormvejr og var fyldt med ukrudt, til at der nu er helt pænt og smukt. Vi har spist så mange måltider der, selv her i oktober, når solen har stået og lunet midt på dagen. Det var sindssygt hårdt arbejde at lave den, men jeg er så glad for den investering i sommeren.

I juli fik jeg også energi til at få gang i træningen igen. Jeg er ikke lykkedes med at etablere en vedholdende vane, siden jeg blev gravid for 4(!) år siden, men jeg føler mig stædig nu. Det gør mig så sindssygt godt, og hvis jeg skal leve et liv uden medicin, kommer træningen til at være helt essentiel for min mentale sundhed. Jeg går til Jump fitness (noget med nogle små trampoliner og techno) hver mandag, og jeg elsker det. Det er så fjollet og hårdt, og det er dejligt med noget holdtræning. Udover det satser jeg på 1-2 træninger i motionscenteret, der ligger i Kulturgården i Horbelev, hvor jeg har mit kontor. Der er vitterligt ingen undskyldninger, når man ikke engang skal udenfor for at komme ned og træne.

Sommerferien i juli var tiltrængt, vi havde brug for en pause fra alle projekter. Det endte så med en omgang fuldstændig drænende og mislykket pottetræning, en dejlig uge på Øland hos svigermor og en uge med forkølelse… Så at sende Sonja tilbage i den børnehave, hun elsker, og vende tilbage til hverdagen var den ægte lykke. At halvdelen af august røg efter fjernelse af visdomstand, som tog to uger at komme sig over (AV), er hvad det er.

I september var det som om hverdagsfølelsen endelig indtraf. Jeg fik lavet kontoret stort set færdigt og har nu 2-3 dage derovre om ugen. Vi er begyndt at lave ugeplaner, som vi hænger op i køkkenet, og jeg elsker følelsen af rutine. Tror også jeg skal have fingrene i Line Jensens familiekalender i år. Har høstet skålefulde af tomater fra haven og palmekål spiser vi næsten dagligt. September var en gave med kolde nætter og gylden sensommersol. Vi var også på en ferie til Italien, som var lidt noget kaos, jeg tror vi venter et par år til, før vi rejser med barn igen.

Det der har været hårdest de sidste par måneder er udtrapningen af den antidepressive medicin. Det er sindssygt at mærke, så påvirket jeg bliver, hver gang jeg trapper ned, og det kommer til at påvirke min hverdag i måneder fremover. Jeg gør det helt langsomt med små justeringer, men det er stadigvæk sindssygt udfordrende. Jeg er virkelig spændt på, hvem jeg er uden medicin, jeg er også til tider bekymret for om det går. Men for det meste lever håbet om at livet uden medicin er et liv med mere klarhed i hovedet og måske lidt energi. Og at det ikke behøver at være et liv med depression og angst. Jeg vil gerne skrive mere om det, når jeg er klar, men teksten her er allerede på vej til at blive en roman.

Kan vi mærke en tydelig forandring her 6 måneder inde i vores år på landet? Ja, det kan vi nok godt. Måske ikke helt så radikal, som jeg drømte om, inden vi flyttede (svært ikke at drømme), men der er klart sket noget.

Frem for alt føler jeg generelt set en større ro. Det er en stor lettelse ikke at bo i storbyen, som jeg har det lige nu. At kunne køre ned til kysten på 5 minutter og gå under bøgetræerne med udsigt ud over østersøen er noget af det fineste, jeg har haft i mit liv. Og selvom jeg er kørt lidt træt i haven de sidste par måneder, så bliver den ved med at give grøntsager, og jeg plukker ugentligt buketter ind, hvilket gør mig så glad. Bare det at kigge ud af vinduet her fra sofaen på himlen, på mit bøgetræ, mit store kirsebærtræ, hasseltræerne på den anden side af vejen og det lille hvide nabohus giver mig en ro, som udsigten fra lejlighedsvinduet på ingen måde kan leve op til.

Vi flyttede herned for at få mere tid til os selv. Faktisk rent ud sagt for at få det bedre, for hverken André eller jeg trivedes specielt godt. Jeg følte mig overstimuleret og overvældet af byen og savnede mere natur, og André var rimelig udbrændt af at arbejde lange vagter på café og ikke have nok tid til ting, der gav ham energi. Og nu hvor vi er her, er det lige så let at blive opslugt af alt muligt, der skal gøres. Og alt i forhold til renoveringen tager måske tre gange så lang tid, som vi troede. Det er en konstant afvejning af om arbejdsindsatsen er belønningen værd. Det har den været langt hen ad vejen, men det har også betydet, at vi har dovnet den en del mindre, end jeg havde regnet med.

Siden vi flyttede herned i slutningen af marts har vi bl.a.:

• Gravet en masse græs op, bygget seks højbede, etableret køkkenhave og kørt 20 trillebøre fyldte med grus ud for stisystem mellem dem.
• Bygget et plankeværk og malet det med slamfarve
• Plantet noget i retning af 7o stauder
• Bygget en træterrasse
• Bygget et halvt legehus på en lille bakke, hvor man kan plukke kirsebær fra
• Spartlet og malet en trappeopgang
• Malet alle vinduer udvendigt med linoliemaling (det var virkelig sidste udkald, hvis ikke vi skulle ud i at udskifte dem til næste år)
• Og så har jeg også lige sat et kontor i stand…

Men vi har også

• Haft meget mere tid sammen som familie
• Fået en bedre struktur på hverdagen, hvor der langsomt er blevet dannet bedre vaner ift. træning og terapi
• Nydt natur uden bilstøj
• Været i haven!
• Rejst mere, end vi har gjort de sidste 4 år tilsammen
• Trukket vejret lidt lettere
• Krammet lidt mere

Det sociale er dét, de fleste spørger mig om. For mig har det ikke været noget problem. København føles helt ærligt ikke særlig langt væk. Jeg har ikke haft et behov for at opsøge nye sociale relationer hernede, men jeg føler egentlig, det langsomt sker af sig selv. Det er i hvert fald ikke noget, der bekymrer mig specielt, men nu har vi selvfølgelig heller ikke forpligtet os til at bo hernede resten af vores liv.

Det jeg kan mærke er, at jeg har mere overskud til de relationer, jeg har i forvejen, og dét er jeg så lykkelig for. Jeg ringer lidt oftere, husker oftere at skrive en besked og spørge ind til, hvordan det går. Jeg føler faktisk jeg må mange måder er mere til stede. Og når vi ses i København, eller vi får besøg hernede, er det en meget federe måde at være sammen på. Der er ærligt intet bedre i min verden end at have tiid med mine venner. At sige “godnat vi ses i morgen”. At se hinanden i nattøj og morgenhår. Det er noget af det bedste, jeg ved.

Nu går vi ind i vores første vinter hernede, og André virker en smule bekymret for, om det bliver deprimerende. Jeg er ret optimistisk, men får sikkert et chok, når november rammer og både mørke og nøgne træer er livsvilkåret for de næste 4-5 måneder. Lige nu nyder jeg bare, at brændeovns- og hjemmestriksæsonen er startet, og jeg kan putte sig i sofaen med god samvittighed.

Plus jeg må indrømme: jeg glæder mig til haven går i dvale for i år, og jeg bare kan drømme og lade op til næste år. For jeg tror allerede, vi har besluttet, at vi forlænger vores år på landet og bliver sommeren over i 2025. At flytte tilbage til byen i marts føles forkert.

95 ⬅︎ Tryk på hjertet, hvis du kan lide indlæggetLoading...

Skriv en kommentar

Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram eller Facebook for opdateringer om nye opskrifter.