Den bedste tid i haven er nu. Nu høster vi lidt hver dag og stort set alle måltider indeholder et eller andet grønt fra haven. Bønnerne er det, der gør mig allerlykkeligst. Måske skal jeg have endnu flere næste år. I år har jeg ingen buskbønner, og det tænker jeg er genialt til at fylde huller i bedene ud for en endnu større bønnehøst.
I går lavede vi en frisk salsa til tacos udelukkende på egne tomater, og spiste hjemmesyltede jalapenos. Det her er grunden til vi flyttede, og selvom jeg savner mine venner meget her på denne side af sommeren, føles det stadig godt at være her.
I lørdags tog vi til Bondemarked på Oremandsgaard gods. Det er der første weekend hver måned fra 11-14. Med små lokale producenter og regenerative landbrug. Det var så lækkert og ordentligt.
Jeg så broccoli og fennikel ved den første bod og så nærmest rødt. MÅTTE HAVE. Undskyld, hvis jeg virkede lidt vel ivrig til jer andre ved boden. Købte 2 mindre fennikel med toppe, et bundt vidunderlig broccoli (det skal jeg altså prøve at dyrke til næste år), en bundt kål og to store snackpebre til peberspiseren i familen for 100 kr. Alt øko af Markværk.
Et virkelig smukt sted og et MEGET populært marked. Vi var lidt overvældede over menneskemængden.
Højagergaard solgte virkelig dejlige pizza’er (selvom margharitaen var blevet lige salt nok i travlheden), hvis man kunne klare at vente lidt. Jeg plejer aldrig at købe kartoffelpizza, men denne var faktisk god.
Højdepunktet for prinsessebarnet var at kigge på hestene inde på marken. Hun var ellers lidt skuffet, for vi havde lovet hende, at der ville være rideture for børn. Det stod der i eventet og vi fik at vide af nogle af dem, der havde bod, at der godt nok havde været det sidste gang. Der var sikkert kommet sygdom i vejen. Er ikke sikker på hun havde haft modet til at sætte sig op på en hest, hvis hun havde haft muligheden, men måske næste gang!
Vi købte også lidt grøntsager af Under Egen Jordbrug til min mormors søster, som vi skulle besøge efter markedet. Polkabeder og grønkål <3
De lejer (hedder det forpagter?) noget jord og bor på Oremandsgaard gods og vi gik om for at se, hvordan sådan et lille regenerativt jordbrug ser ud. Jeg elsker, at der er en bevægelse i gang mod mindre og mere bæredygtige måder at dyrke jorden på. Mere af dette og mindre storskalalandbrug, tak.
Små sensommerspirer, der venter på at komme ud i marken.
Hjemme igen, og vi var forbi naboens have, som vi passer lidt mens de er på ferie. Her er de største hindbær- og blåbærbuske, jeg nogensinde har set, og vi har frådset den sidste uges tid.
Hjemme er jeg også begyndt at høste lidt. Mine løg blev meget små i år, jeg tror virkelig, jeg skal have arbejdet med jorden i mine bede her til efteråret, så der er lidt mere kraft i den næste år. Men jeg havde jo sat mig for at lave en løgfletning og selvom den bliver i miniature kan I bande på, der kommer en løgfletning!
Der er så mange tomater, der bare venter på at rødme. Om et par uger tror jeg, vi har flere, end vi kan spise.
Palmekålen venter på at blive plantet ud. De kommer op i bedet, så snart jeg har en portion bokashigødning, der har formuldet sig til kompost.
Skærehaven har det også fantastisk for tiden. Jeg er helt vild med denne her solhat, der hedder chim chiminee. Den er helt skør på den bedste måde. Sået fra frø fra Botania.
Og så denne her dahlia, som er helt vanvittig. Jeg prøvede lige at finde frem til navnet på den i mine gamle ordrebekræftelser uden held, men når jeg laver et mere detaljeret indlæg om de blomster, jeg har i år, skal jeg nok finde frem til den.
Ugens buket med en af de første solsikker, masser af dahlia, amaranth og en enkelt stolt kavaler og bjørneøre (den lille hvide længst frem).
En ny dag, en ny håndfuld bønner. Friskhøstede bønner er så søde og saftige, det er måske min yndlingsgrøntsag. Det er også bare en af de ting, man ikke kan købe i supermarkederne på samme måde. Hvilket er absurd, eftersom man nemt kan dyrke dem herhjemme…
Halleluja og tak til jorden og solen.
Broccolien fra markedet og vores egne bønner blev brugt i en omgang Dan dan nudler (opskrift i Billig mad på dyre tallerkener) – en af mine all time yndlings livretter med en sovs med sichuan chili (den havde vi ved siden af for barnets skyld), tahin, soja, sort eddike og hvidløg blandt andet. Kørte en blanding af mine hjemmelavede chiliolie og crispy chili in oil på den, og det var himlen. Vi spiser generelt ret godt for tiden, som om der endelig er kommet lidt energi til madlavningen igen.
Jeg sidder på slagbænken og venter på venner, der kan komme i hvert sekund. Har sommerfugle i maven over det. Der er en del besøg som gik i vasken denne sommer, og det føles så træls. Så at kunne kramme et af mine absolut bedste mennesker lige om lidt føles lykkeligt.
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram eller Facebook for opdateringer om nye opskrifter.
Så nydelsesfuldt at læse dine skriverier♥️ Og må jeg ikke bare tilføje: man behøver ikke stoppe med at bade, bare fordi det ikke er sommer mere😉
Tak, hvor bliver jeg glad. 🙂
Og du har ret, jeg er bare meget langt fra at blive vinterbader, må jeg indrømme.
ELSKER de her indlæg❤️De kunne være 5 gange så lange – perfekt nervesystemsberoligende læsning🌱
Tak, Benedikte! Tænker vi har brug for noget let læsning i denne verden <3