Nudelsuppe-temaet fortsætter! Denne gang i en kinesisk sichuan version. Jer der har fulgt lidt med og har mine bøger ved at jeg elsker det kinesiske sichuan-køkken. Og efter jeg havde spist en håndfuld nudelsupper på det østasiatiske tema under min to uger lange forkølelse, var det på tide at ryste posen lidt.
Det blev vildt godt! En voksen nudelsuppe vil jeg sige, nok ikke lige for små børn medmindre man udelader sichuan peberen og chili olien, så kan det nok godt gå.
Nudelsuppe – sichuan edition
15-20 min / 1 portion
Ingredienser
Suppebase
- 0,5 L grøntsagsfond
- 1 lille fed hvidløg
- 4 skiver ingefær
- 1 knsp sichuan peber
- 0,5-1 spsk soja
- 1 spsk sort eddike (seasoned rice vinegar)
- 0,5 spsk sesamolie
- 1 lille tsk lys sirup
Fyld
- En håndfuld broccoli eller anden valgfri grøntsag
- 80-100 g nudler
Topping
- 1 æg
- Purløg
- Sorte sesamfrø
- Chiliolie, her er det crispy chili oil fra Lao Gan Ma
Sådan gør du
Skær hvidløget i helt tynde skiver og ingefæren i lidt tykkere skiver, så de er nemme at sortere fra suppen senere.
Fjern de sorte kerner fra sichuan kornene og smid dem fra, du skal kun bruge de brunrøde skaller. Knus dem til et fint pulver i en morter.
Kog fonden op med hvidløg, ingefær og sichuanpeber. Lad simre i fem minutter og smag så til med soja, sort eddike, sesamolie og lidt lys sirup eller sukker.
Skær broccolien i mundrette bidder og tilsæt til suppen. Lad simre, til den er sprødmør.
Kog imens dine nudler (du kan eventuelt koge dem direkte i suppen) og steg et spejlæg. Anret i en stor skål med spejlægget på toppen og lidt sesamfrø og finthakket purløg på toppen. Spis med masser af chili olie.
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram eller Facebook for opdateringer om nye opskrifter.
Lyder superlækkert! Er denne opskrift fra én af dine bøger eller har du videreudviklet? Jeg har dem alle – bare ikke i nærheden lige nu
Denne opskrift er ikke med i nogle af bøgerne. 🙂
Hvilken grøntsagsfond bruger du til den slags supper eller er det ikke så vigtigt?
Jeg bruger stort set altid den flydende øko grøntsagsfond fra Oscar som fås i Føtex. Men er også blevet glad for en (ikke øko) flydende fra Knorr. 🙂