Den sidste måned har været propfyldt af kogebogsarbejde og bloggen har stået lidt stille. Men der er faktisk kommet lidt skønne opskrifter ud på instagram i mellemtiden, som selvfølgelig skal op og ligge her også! Denne opskrift på cremet gnocchi har vist sig at være et kæmpehit, som mange har lavet (og lavet flere gange!).
Jeg lavede den egentlig selv lidt spontant en tirsdag, efter jeg havde stået i Rema og kigget tomt ud i luften, og ikke kunne overskue noget som helst. Det kan der tydeligvis komme noget virkelig velsmagende og letlavet ud af. 🙂
Ingredienser
15 min / 2 portioner
- ca. 150 g helbladet spinat, frossen
- 1 fed hvidløg, finthakket
- 2 spsk smør
- 350 g færdigkøbt gnocchi (den fra Rema’s køledisk er bedst)
- 1 spsk smør
- Chili flakes (efter smag)
- 2 dl ærter, frosne
- Salt og peber
- 0,5 dl hvidvin
- 2 spsk creme fraiche, 38 % (eller piskefløde)
- Skal fra 0,5 citron
- Citronsaft (efter smag)
- Pecorino/parmesan til servering
Sådan gør du
Tø spinaten op i en lille gryde eller i mikroovn. Hak imens hvidløget fint. Kram så meget vand du kan ud af spinaten (det kan evt gøres i en si med en ske, hvis det er for varmt).
Varm en mellemstor pande og en lille pande op til middel varme. Smelt 2 spsk smør i den større og hæld gnocchien ud i panden. Vend jævnligt.
Smelt 1 spsk smør i den lille pande. Tilsæt hvidløg og chili flakes, steg i 10 sek og tilsæt så spinaten og steg videre 1 min. Tilsæt de frosne ærter og fordel et godt drys salt og peber.
Skru op for varmen tilsæt hvidvin og kog op. Tilsæt creme fraiche, kog op. Smag til med salt, peber og evt. ekstra chili. Sluk for varmen og tilsæt citronskal.
Når gnocchien er gyldenbrun, slukkes varmen og sovsen hældes over. Bland rundt og server med pecorino og citronsaft efter smag.
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram, Facebook eller Bloglovin’ for opdateringer om nye opskrifter.