Sidder i skrivende stund på Rigshospitalet og har fastende indtaget 3 dl sukkervand for en glukosetest. Røg i sådan en standard testgruppe for graviditetsdiabetes, og så er det noget, man skal igennem, når man rammer 3. trimester. Jeg håber, at jeg ikke kommer til at få det alt for dårligt, men tænkte jeg ville distrahere mig ved at skrive noget andet end kogebogstekster (update: ingen diabetes, yay!). Billederne er fra min lejlighed sidste weekend i et lidt mere forårsvenligt lys.
I onsdags afleverede jeg manus og opskriftsfotos til Forlaget Grønningen 1, og sikke en lettelse. Jeg har kæmpet med kogebogsarbejdet de sidste par uger. Store deadlines er hårde under alle omstændigheder og samtidig er min krop begyndt at føles meget gravid, og gør ondt på steder, jeg ikke vidste, jeg havde. Den famøse 3. trimester træthed er også begyndt at snige sig ind, kombineret med nogle nætter, hvor jeg ikke sover helt vildt godt. Det er et seriøst arbejde at være gravid, synes jeg. Det er måske 25 % hyggeligt og 75 % oppustethed, træthed, smerter og andet spændende. De sidste par uger, har der i hvert fald ikke været meget plads til at nyde graviditeten. Det håber jeg, jeg kan tage igen nu, hvor jeg har fået afleveret det største kogebogsarbejde!
Jeg fejrede med André med take-away fra Jagger, film i sofaen (et gensyn med Ant-Man and the Wasp – SÅ god!) og et lille glas Vermouth til dessert. Vi har set et par virkelig gode film på det sidste, jeg vil specielt fremhæve Palm Springs, en absurd romantisk komedie med Andy Samberg, som var helt igennem god. Dem er der desværre alt for få af, men samtidig, kan man få nok?!
Den nye kogebog er en naturlig efterfølger til Vegetarisk i aften?, men med et lidt tydeligere tema denne gang. Titlen har ligget fast i snart et år, og jeg er så glad for den. Tydelig og med et glimt i øjet. Glæder mig til at løfte sløret for den! Det bliver nok, når forsiden ligger fast. Den udkommer efter planen i starten af oktober, og jeg regner med at lave noget forsalg inden.
Resten af marts skal jeg fokusere på omslag, principlayout og illustration. Og så selvfølgelig rettelser i manus, når jeg får feedback fra forlaget. En fotograf skal tage supplerende fotos af miljø og mig til bogen om et par uger, og en grafiker overtager arbejdet med layout efter påske. Det føles så godt med hjælp denne gang. Sidste gang lavede jeg jo alt selv, og det fortryder jeg ikke et sekund, for det er så fedt at stå med den bog mellem hænderne, men det ville være vanvittigt at gøre det igen.
Nu er vi jo godt inde i marts. Det er forår! Min yndlingsårstid, tæt efterfulgt af efteråret (måske jeg siger, at efteråret er min yndlingsårstid, når vi kommer dertil). Det føles dejligt håbefuldt, og man mærker tydeligt, at lyset er ved at være tilbage.
Drømmen for marts er selvfølgelig at blive helt færdig med mit arbejde med bogen, så der kun er småting tilbage i april og maj, hvad gælder den, inden baby lander sammen med sommeren. Jeg drømmer også om, at tempoet i resten af måneden bliver mere overkommeligt, end det har været de sidste par uger. Jeg er egentlig grundlæggende stolt af min planlægning, jeg synes, jeg har været god til at lægge lommer af hvile og afslapning ind. Uanset hvordan jeg vendte og drejede det kunne de sidste par uger ikke have været mindre hårde, det ER bare hårdt at lave store projekter færdige. Både fysisk med alt indkøb og opskriftsudvikling og mentalt med al den tvivl og usikkerhed, der følger med.
I weekenden skal jeg i hvert fald bare hygge rundt derhjemme, mens André arbejder både lørdag og søndag. Få ryddet ordentligt op og ligge en masse på sofaen. Måske gå en tur med en ven, hvis vejret ikke er alt for træls. Jeg har også lovet mig selv og min krop at lave graviditetsyoga hver dag fra nu. Om det så bare er 10 minutter. Jeg er blevet rigtig glad for denne kanal på Youtube med graviditetstræning, hvis du er i samme båd. Det er svært at tage sig sammen til, men det føles så godt i kroppen.
Jeg håber, I får en fin weekend. ♡
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram, Facebook eller Bloglovin’ for opdateringer om nye opskrifter.
Ej, Antman-filmene! Dem må jeg da også snart se igen.
Ja! De holder! 🙂
Du er næppe tvunget ind i gruppen. På trods af de nuværende sundhedstiltag lever vi ikke i en fuldstændig totatitær stat.
Ehm. Jeg har da overhovedet ikke sagt, jeg blev tvunget? Jeg er sådan set super glad for vores sundhedsvæsen og tager imod alle de tilbud, der virker fornuftige. Som f.eks. at blive testet for graviditetsdiabetes, hvis man falder i en risikogruppe. Derfor kan man jo godt få lov at synes selve testen er træls, uden at det overhovedet behøver være en kritik af hverken staten eller sundhedsvæsenet.
Dum kommentar..