Nu er hun her! Min kogebog Vegetarisk i aften?. Hun blev til med blod, sved og tårer, og jeg er så pisse stolt af slutresultatet. Jeg kan sige uden at blinke, at det er en bog, jeg selv ville eje. Jeg har tidligere skrevet lidt om indholdet her. Og nu er den altså ude i både boghandlere og jeres hjem.
Den sidste uge har været fuldstændigt uvirkelig. Siden Vegetarisk i aften? kom med fragtmanden for en uge siden, har jeg pakket ordrer nonstop, cyklet til alle nørrebros pakkeshops, været i Go’ morgen Danmark og kokkerere (det kan ses på play.tv2.dk i klippene fra den 21. april), og mødt en masse af jer på Darcy’s kaffe, hvor jeg har haft bogafhentning mange af dagene. Det har været så hyggeligt!
Bogreceptionen jeg havde planlagt på udgivelsesdagen blev af gode grunde ikke til noget, men det endte med at blive lige som det skulle være. Stod op klokken 4 om morgenen, for at cykle igennem et bælgmørkt København til Tivoli for min live TV-debut. Det var så nervepirrende og sårbart, men det gik så fint, og jeg følte mig så stolt og sej, da jeg kørte derfra i forårssolen. Nåede lige at se en veninde i Assistens Kirkegård, inden jeg skulle være på Darcy’s kl 13 til bogafhentninger. Om eftermiddagen blev den første flaske vin åbnet, og vi endte med at spise pizza med venner. På det tidspunkt var jeg helt færdig (og ret fuld), men det gjorde ingenting, for jeg kunne bare hvile hovedet på Andrés skulder og nyde mine venners samtale. Livet er virkelig godt lige nu, og jeg nyder det i fulde drag. Lever mit bedste liv! This too shall pass, og jeg suger det til mig, alt hvad jeg kan.
Bogen har været udsolgt hos mig de sidste par uger, og jeg har brugt lange dage på at pakke alle de 550(!) ordrer der er kommet ind. Det har været fuldstændig vanvittigt. Troede det ville tage nogle dage at pakke dem, men realiteten er, at jeg kan pakke 60 ordrer på en dag. Op til 100, hvis jeg pakker fra jeg står op, til jeg går i seng. Og så er der den lille detalje, at de skal cykles til pakkeshops på Nørrebro. Har heldigvis fundet nogle gode shops, som ikke bliver sure på mig, når jeg kommer med 30-35 pakker i min cykeltrailer.
Jeg har lige fået en ny sending bøger i dag! Jeg venter dog lidt med at komme dem online, da jeg skal igennem alle nuværende ordrer først. Men bor du i nærheden af Nørrebro, så ligger der en håndfuld til salg på Darcy’s kaffe på Rantzausgade 2. Jeg er der på lørdag 10-17! 🙂
Og så kan Vegetarisk i aften? købes i boghandlerne nu, og online hos bl.a. hos Arnold Busck, Bog & Idé eller Saxo. Hvis din lokale boghandler ikke har den på hylderne, så spørg efter den! Det betyder rigtig meget. Og jeg ville også blive mega glad, hvis du vil skrive en anmeldelse af den på en af de hjemmesider, hvor man kan købe den, så andre kan få øjnene op for den. 🙂
TAK for alle de fine beskeder jeg har fået i løbet af de sidste par dage, det gør mig så utroligt glad. ♡