Havde sådan en klassisk “fuck-hvad-skal-jeg-lave-til-aften”-følelse den anden dag. Denne her våde februarmåned stjæler altså min kreativitet. Og måske også de der to store deadlines jeg har i starten af marts. Men så huskede jeg, at jeg havde både tofu, kimchi og gochujang hjemme og aftensmaden var reddet! Det blev burger med friteret tofu & gochujangmayo, og det var både virkelig hurtigt at lave og smagte så tilfredsstillende.
Jeg elsker de koreanske smage i den fermenterede chili paste gochujang, sesam og kimchi. Hvis du ikke har prøvet gochujang endnu, så køb det endelig, næste gang du er i nærheden af et asiatisk supermarked. Det holder sig rigtig længe i køleskabet og jeg bruger det også i denne opskrift med stegte nudler. Kimchi kan man ligeledes købe i asiatiske supermarkeder, og jeg er også begyndt at se det i større supermarkeder som Irma og Kvickly. Jeg arbejder desuden på en hjemmelavet kimchi-opskrift, men gode ting tager tid…
Psst! Har du set, at man kan forudbestille kogebogen nu? Når du bestiller hos mig i februar får du til og med et sæt fine prints med helt gratis (hvis du vil altså). Bestil her
Ingredienser
15-30 min / 4 portioner
- 400 g fast tofu
- Maizena eller kartoffelmel
- Salt og peber
- Sorte sesamfrø (valgfrit)
- Neutral olie
Gochujang-mayo:
- 1-2 dl mayo (evt. vegansk mayo)
- Gochujang efter smag
- Et skvæt limesaft
Stegt broccoli:
- Et hoved broccoli
- 1-2 fed hvidløg
- Soja
Desuden:
- 4 burger boller
- Grøn, sprød salat
- Kimchi (valgfrit)
Sådan gør du
Skær tofuen i skiver á cirka 1 cm. Tør med viskestykke eller køkkenrulle. Hæld godt med maizena/kartoffelmel i en dyb tallerken og krydr med godt med salt og peber. Hæld evt en spsk sesamfrø i. Læg tofuen i og sørg for den bliver dækket med melet.
Drys overskydende stivelse af og steg på pande i rigeligt olie til den er gylden på begge sider. Læg på køkkenrulle for at dryppe af.
Bland imens mayo med gochujang efter smag og et skvæt lime.
Skær broccolien ud i mindre stykker og steg ved høj varme i olie til de har farve og er gennemstegte, men stadig sprøde. Før til siden og tilsæt mere olie, som du steger hvidløget i til det er gyldent. Bland det hele og giv et skvæt soja. Server som tilbehør.
Rist burgerbollerne og lav burgere med mayo, salat, friteret tofu og kimchi.
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram, Facebook eller Bloglovin’ for opdateringer om nye opskrifter.