Jeg har længtes efter tarteletter i flere måneder (er det mærkeligt?) og nu er det endelig aspargessæson! Jeg synes på ingen måde, at man savner noget i disse vegetariske tarteletter. At det er de hvide og grønne asparges og krydderurterne som får lov til at dominere er kun positivt i min bog! Østershattene bidrager med en ekstra konsistens og dybde i smagen, som er virkelig skøn.
Anbefaler dem på det varmeste! De er nemme at lave, så man kan sagtens spise dem til aftensmad på en hverdag. Og så er de virkelig enkle at lave veganske også. Bare skift smør og mælk ud med veganske alternativer. De tarteletskaller man køber færdige er oftest veganske.
Ingredienser
30-45 min / 10 stk tarteletter
- 5 dl grøntsagsfond
- 1 tsk sukker
- 1 tsk salt
- 1 spsk æblecidereddike
- 1 bundt hvide asparges (300g)
- 1 bundt grønne asparges (250g)
- 250 g østershatte
- 2 forårsløg
- 3-3,5 dl urter (brug primært persille, men tilføj kørvel, dild, ramsløg eller purløg efter smag)
- 1 lille citron
Til sovsen:
- 35-40 g smør (eller smørbar blok for vegansk)
- 40 g mel (2 spsk med top)
- 2 dl mælk eller plantemælk
- 3-4 dl af aspargeskogevandet
Desuden:
- 10 tarteletskaller
- Evt ærteskud på toppen, hvis det skal være ekstra festligt
Sådan gør du
Kog grøntsagsfonden op med sukker, salt og eddike.
Skyl imens aspargesen. De hvide asparges skal have skåret den nederste grove ende af og skrælles (vigtigt, da skallen smager bittert og trevlet). De grønne asparges bøjes til den nederste del knækker af. Skær i mindre stykker á cirka 2 cm.
Læg aspargesen i den simrende fond og lad blanchere helt forsigtigt i 2 min. Tag asparges op af lagen og læg til siden. Gem fonden, lad den stå og koge lidt ind på komfuret.
Riv østershattene i mindre stykker og steg hårdt i olie med et drys salt til alt vandet er kogt ud af dem, og de er flot gyldne. Tilsæt evt en klat smør til sidst. Læg til siden.
Skær forårsløg og urter fint og læg i en skål sammen med svampe og asparges.
Riv skallen fra citronen og tilsæt halvdelen til skålen med grøntsager og gem halvdelen til sovsen.
Lav en opbagt sovs
Lav sovsen ved at smelte smørret i en gryde. Tilsæt melet og steg godt igennem i 3-5 minutters tid. Det skal ikke brune.
Bland 2 dl mælk og 2 dl aspargesfond i en kande. Pisk gradvis ind i melet, alle klumper skal piskes ud. Lad koge op, tilsæt citronskallen og tilsæt løbende ekstra fond til du opnår en god konsistens.
Når sovsen har simret 5-10 minutters tid, tilsættes grøntsager og urter. Sovsen smages til med salt, peber og citronsaft.
Varm imens tarteletskallerne i ovnen og server.
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram, Facebook eller på Bloglovin’ for opdateringer om nye opskrifter.
Wow, en lækker og nem opskrift. Jeg kunne ikke få fat i hvide asparges, men brugte bare dobbelt af de grønne. Det fungerede rigtig fint.
Kære Camilla
Har du evt. nogle forslag til, hvad man kan servere ved siden af tarteletterne? Måske en lækker salat eller andet grønt, der går godt til?
Og tak for at dele de bedste vegetariske opskrifter!
Virkelig en dejlig let ret, perfekt til sådan en smuk forårsdag med solskin som i dag.
Ja, det er virkelig en perfekt forårsret. <3 Dejligt at du kunne lide den!