Fløjlsblød hummus
Jeg har længe jagtet efter den perfekte hummus. Den der fløjlsbløde variant man får i sin durum falafel. Hemmeligheden bag den mest perfekte, fløjlsbløde humus er at blende tahin med citronsaft, salt og hvidløg inden man tilsætter kikærterne! Det gør tahinen mere mild og cremet og giver dermed en mere cremet humus. Halleluja.
Det er svært at få den helt fint blendet uden en god food processor eller blender, men når det er sagt, kan man sagtens lave hummus med en stavblender.
Lidt om tahin
I forhold til tahin er der virkelig forskel. Tahin er ikke bare tahin. Desværre! Nogle tahin er meget beske i det, og det kan jeg ikke lide. Jeg vil have nøddet, rund smag. Og det er lidt hit and miss. Oftest er de bedste dem man køber hos grønthandlere som er helt lyse i farven. Jeg har en teori om, at dem i plastikbeholdere er allerbedst? Det er muligvis bare overtro.
Ingredienser
15 min / 6-8 portioner
- 4 spsk tahin
- Saft fra 1-2 citroner (jeg brugte 1,5 lille citron senest)
- Skallen fra 0,5-1 citron (valgfrit)
- 1 hvidløgsfed
- 1 tsk salt
- 2 dåser kikærter (480g)
- Lidt vand
- Evt. spidskommen
Sådan gør du
Først blender du tahin, citronsaft, salt og revet hvidløg sammen.
Tahinen bliver hurtigt meget fast i konsistensen og helt lys.
Nu tilsætter du et par spsk vand, og blender tahinen videre til den bliver cremet. Dette første trin gør tahinen mildere og giver en ekstra cremet hummus!
Skyl kikærterne godt og tilsæt. Blend så længe det kræver for at kikærterne er helt fint blendet (det tager et par minutter). Smag eventuelt til med ekstra citronsaft, salt og (hvis du vil) en smule stødt spidskommen.
Herefter kan du tilsætte en anelse vand, mens blenderen kører, til hummusen får en passende konsistens. Ikke for tør, ikke for våd. Det vigtige er at du har smagt din hummus til med citronsaft, inden du begynder at tilsætte vand.
Servér med et godt drys olivenolie.
De 480 g kikærter, er det tørvægt?
Nej, det er kogte. Hvad der svarer til 2 dåser. 🙂
Bare til orientering er min yndlings-tahin til hummus Urtekrams økologiske og saltede, har du prøvet den? Den er ret mørk i smagen, hvilket jeg rigtig godt kan lide … og så er den økologisk. Den fås i Brugsen og Irma og jævnligt også som tilbud i min lokale Nette i Blårgårdsgade.
Hej Søren,
Jeg er ikke så glad for Urtekrams tahin, jeg synes den er for besk. Men det er måske ikke din oplevelse? Hver sin smag selvfølgelig. 🙂