Denne blåbærtærte med kokos smager himmelsk! En perfekt søndagstreat med et hint af noget eksotisk sommer. Den er super nem at lave, det er bare at blande ingredienserne sammen og smide den i ovnen. En klat creme fraiche til og en kop kaffe, så er min lykke gjort.
På billedet har jeg lavet 2/3 portion, opskriften her passer til en tærteform på cirka 25cm i diameter. Blåbærtærte er en favorit herhjemme med den sprøde dej og de søde, saftige blåbær.
Ingredienser
45 min / 6 portioner
- 125 g blødt smør
- 125 g sukker
- 1 æg
- 100 g kokosmel
- 60 g hvedemel
- 0,25 tsk bagepulver
- 0,5 tsk salt
- ca. 400-500g frosne vilde blåbær
- 1 spsk sukker
- 2-3 spsk kartoffelmel
Tilbehør: Creme fraiche
Sådan gør du
Gør smørret varmt og blødt i mikroovn eller i gryde. Det skal ikke smelte for meget, bare være meget blødt. Rør det sammen med sukkeret.
Tilsæt ægget og pisk det ind. Vend de resterende ingredienser i blandingen.
Bland sukker og kartoffelmel og fordel det over blåbærrene, så alle bær har kartoffelmel på sig.
Fordel blåbærrene i en almindelig tærteform på ca. 25cm i diameter. Fordel dejen i klatter ovenpå bærrene.
Bag i 185 grader varm ovn i ca. 40 minutter. Server din kokostærte med blåbær med creme fraiche.