Til kamp mod modløshed

Jeg har let ved at miste modet for tiden. Gaza, Sudan, Ukraine, Libanon, Afghanistan, klimaet, valget i USA, kvælstofudledninger der dræber vores hav og følelsen af at ingen af dem med reel magt gør noget, der batter. Det er ikke svært at finde noget at være angst over. Jeg skrev ud på instagram om det i sidste uge, hvor jeg sad her på kontoret og følte mig både rasende og i ekstrem afmagt. Og så var det jeg tænkte: hvad kan jeg gøre i det her øjeblik, som er mere konstruktivt end at lade de negative tanker få frit spil?

Jeg tror på, at det bedste, vi kan gøre for fællesskabet og for en bæredygtig fremtid, er at først og fremmest passe på os selv, så vi ikke synker modløse sammen mere end højst nødvendigt. Det er den eneste måde, hvorpå vi også kan være noget for andre og for det fællesskab, vi er en del af. Så jeg snørede træningsskoene og gik ned i motionscenteret. Roede aggressivt på romaskinen og slog personlig rekord i dødløft (prøver at lære mig selv at løfte tungt). Det hjalp!

Alt jeg vil er at have en krop og et sind med modstandskraft til at kæmpe den kamp, der skal kæmpes. Og vi behøver ikke allesammen kæmpe på den store arena. At forsøge at ændre sine vaner inden for hjemmets fire vægge i en retning mod en mere bæredygtig verden er en mere end værdig kamp. Alt spreder ringe i vandet.

Jeg lavede en nedtrapning af min antidepressive medicin i weekenden (den sidste for nu, da jeg har nået et delmål og nu kun tager en halv pille om dagen. Hurra for dét! Nu skal jeg have en pause…), og de sidste par dage har været virkelig tunge og hårde med ekstrem kropslig træthed, negative tanker og modløshed. Det var tydeligvis ikke noget, der kunne trænes væk, så i går formiddags gik jeg i stedet en langsom tur nede i skoven og ved havet, og så brugte jeg ellers resten af dagen i sengen med dyne, fjernsyn, strikketøj og en god lur. Helt uden dårlig samvittighed for en gangs skyld, og det gjorde underværker. Bare for at sige, at det ikke er altid, det er omsorgsfuldt at tvinge sig selv til at gøre noget aktivt, nogle gange skal vi tage et skridt tilbage og pakke os selv ind i vat, for at vi kan hele.

Jeg hørte i en podcast den anden dag, at det at komme ud i naturen er lige så effektivt mod depression som at tage antidepressiva. Jeg ved ikke, om det passer, men jeg er ikke i tvivl om, at det har en effekt. At føle mig forbundet med naturen og at leve nærmere den, har været ekstremt helende for mig. Jeg under alle et nært forhold til naturen, hvis vi havde det, er jeg sikker på, vi ville behandle den bedre og ikke føle os mærkeligt hævede over den.

Da jeg spurgte ud på instagram i sidste uge om, hvad I andre gør for at holde modet oppe, var der en meget tydelig tendens: alt hvad der kan få os ned i kroppen, forbinde os til naturen og skabe meningsfulde forbindelser til vores medmennesker. Som lange gåture i naturen, vinterbadning, at gå i haven, at åbne døren og lytte til fuglekvidder, at sidde i en solstråle, at løbe en tur, at strikke, mild bevægelse som yoga, korsang, meditation, taknemmelighedsdagbog, alenetid, tid med mennesker, vi elsker og at spise god, nærende mad.

Noget jeg gerne selv vil blive bedre til at prioritere er meditation. Det gør mig rigtig godt at tage en mental pause dagligt, men det er så svært? Et konkret tip I havde var appen “Åben og rolig” som har guidede meditationer, der for det meste er ret korte. Den har jeg netop downloadet.

Da jeg var sygemeldt for seks år siden, blev jeg opfordret til at skrive en liste med ting, der gav mig glæde. Og midt i en buldrende depression var det rart at have en liste at kigge på, og bare vælge “en god kop kaffe” som én god ting at gøre for mig selv den dag. I dag skrev jeg denne liste:

Ting der giver mig mod, glæde og håb

At gå en lang tur i skoven og langs kysten – naturen er en helende kraft
At træne og bevæge min krop, så jeg føler mig stærk
Samtaler med venner, hvor vi løfter hinanden
En god nats søvn (jeg går i seng kl 21 hver dag, nu hvor vi stadig bliver vækket af den 3-årige)
At snuse mit barn i nakken
At samles om spisebordet og drikke varm kakao om eftermiddagen efter børnehave
At have hænderne i jorden og dyrke den
At observere en sovende humlebi i en blomst
De unge mennesker fra den grønne ungdomsbevægelse, der skriver og demonstrerer for en bedre fremtid
At indrette mig med farver og kunst på væggene
At skabe noget med mine hænder
At synge med andre (jeg drømmer om at synge i kor igen)
At deltage aktivt i lokalmiljøet og skabe et mødested med andre fra landsbyen – frivilligarbejde for et bedre lokalsamfund har været den største åbenbaring for mig i år

Jeg håber, du kan gøre noget godt for dig selv, så vi kan være noget for det og dem omkring os. Om det er at tage nogle timer under dynen eller at få pulsen op, er jeg sikker kroppen kan fortælle os, hvis bare vi lytter. Det øver jeg mig på. Og med det vil jeg igen gå i motionscenteret og få sved på panden, for i dag har jeg ikke brug for at ligge under dynen, men derimod mærke styrken i min krop.