Når tanken er tom

Jeg har kørt på pumperne i et godt stykke tid nu. De sidste par måneder har været hårde på privatfronten. Vi har kørt Sonja ind to gange, først hos en privat passer, fordi vi ikke kunne få vuggestueplads, og en måned efter det i drømmevuggestuen, og det har taget både tid og energi. Plus klassisk efterårssyge oven i hatten. If you know you know.

For et par weekender siden i Falsterhuset var André og jeg to tomme skaller. Sonja var stadig småsyg og ekstremt krævende, og vi stod der i et hus, hvor der nærmest ikke er en overflade, der ikke skal laves noget ved, uden mulighed for rent faktisk at lave noget, fordi vi skulle være gode og nærværende forældre til et barn, der havde brug for dét (ved ikke hvor godt vi lykkedes med det, men vi prøvede).

Jeg overvejede oprigtigt, om det var verdens dårligste beslutning af købe det hus, for vi havde ikke et gram overskud tilbage til at være gode ved hinanden, og det var helt ærligt ikke særlig hyggeligt.

Weekenden efter havde vi så min svigermor og hendes kæreste med og et HELT andet barn. Sonja var rask, glad og ville være med både inde og ude. Og der blev skabt nogle minder i huset med mennesker, vi holder af. Danset til Rigtige mænd af TV-2 i stuen og løbet rundt i haven med et skraldgrinende barn i trillebør. Vi fik ryddet op og kørt en masse skrammel til genbrugspladsen, og det hele gav pludselig mening igen. Og sådan går livet virkelig op og ned.

Det begynder generelt at lysne. I 2,5 måned har Sonja grædt hver eneste gang, vi har afleveret hende, men de sidste tre afleveringer har været helt uden skrig og skrål. Bare et glad barn, der løber ind på stuen til hendes kammerater og de voksne uden at se sig tilbage. Det gør mig så lykkelig, at hun er havnet det rigtige sted, I aner det ikke.

Så nu er det tid til, at jeg skal trække vejret dybt igen. Jeg har det ikke så godt, som jeg gerne vil have det for tiden. Sidste uge var første uge i over en måned, som var en nogenlunde almindelig arbejdsuge. Første uge i flere måneder, hvor jeg begyndte at tænke på, at det kunne være rart at træne (tanken er det første skridt, ikke?). Og så sidder jeg der på min pind, og føler mig håbløst bagud, mens jeg føler, jeg er blevet kørt over af et godstog.

(P.S. Hvis nogen kender til et dejligt træningscenter på Nørrebro, så sig meget gerne til? Drømmer om noget så enkelt som en romaskine og ikke for høj musik)

Det er vitterligt en af mine største udfordringer, den der forestilling om, at jeg altid burde være produktiv. Der er meget skam forbundet med ikke at være det for mig. En frygt for at blive set på som doven. Så i stedet for virkelig at få ladet op efter to hårde måneder, tvinger jeg mig selv til at producere for at kunne levere noget, jeg har en idé om, der sidder nogle derude og forventer af mig.

I onsdags så jeg min coach Ida for første gang i snart et halvt års tid. Hende skal jeg til at se regelmæssigt igen, for hun er så god til at minde mig om, hvad der er vigtigt. Vi snakkede netop om det her med at føle et kæmpe pres for at producere og mit ønske om at leve op til andres forventinger, frem for at lade mig drive af lyst.

I morges prøvede jeg at starte mandagen blødt. Cyklede en tur i Landbohøjskolens have for at dyrke min favoritaktivitet: at fotografere efterårsblomster i tåge og støvregn (savl). Bagefter tog jeg forbi Darcy’s kaffe for at gå indbakken igennem i ro og mag med en second breakfast, inden jeg cyklede videre til kontoret.

Det var så rart! Og nu sidder jeg her på pinden igen og føler alligevel et kæmpe pres for at producere noget. Helt ærligt. Insisterer på at skrive det her blogindlæg og få reflekteret frem for at producere noget i dag.

Jeg tror, jeg skal have gang i et eksperiment i november. Skrue ned for forventningerne til, hvad jeg skal levere, og prøve at læne mig ind i, hvad jeg har lyst til at lave i stedet. Ikke stresse så meget over, hvor godt indholdet præsterer på instagram, eller at der skal opskrifter op her, men måske få formuleret flere tanker som denne og lave en struktur i mit arbejdsliv som føles bedre og mere bæredygtig for mig. Sørge for at få tanket mere op.

Ja, det er hermed bestemt. November skal være måneden, hvor jeg får rystet nogle dårlige vaner af mig og sørger for at få ladet mig selv ordentligt op. Ikke bare nok til lige at kunne spytte endnu en opskrift ud.

Måske du vil være med?

159 ⬅︎ Tryk på hjertet, hvis du kan lide indlæggetLoading...

Skriv en kommentar

Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram eller Facebook for opdateringer om nye opskrifter.