Hvordan har I det derude i hjemmekarantænen? Det eskalerede godt nok hurtigt, og det er selvfølgelig kun godt, at der bliver taget de nødvendige forholdsregler, så vi kommer bedst muligt igennem denne pandemi. Jeg arbejder jo for det meste herhjemme, foruden nogle dage om ugen i butik, og André passer stadig hans arbejde hos Darcy’s kaffe, så indtil videre er der ikke den store forskel i lige vores hverdag. Andet end at jeg uden tvivl vasker mine hænder dobbelt så ofte og dobbelt så grundigt, og tænker virkelig meget på, hvor mange dørhåndtag, jeg kommer i kontakt med ude i verden.
I går morges var jeg til massage hos min faste massør. Hun var mindst lige så kompetent og dygtig som altid, men massagen blev udført med gummihandsker, og det har jeg i hvert fald ikke lige prøvet før. Det er nogle gange i de små ting, som situationens alvor bliver ekstra tydelig. Gummihandske-massage i dette tilfælde.
Nu hvor vi allesammen skal bruge lidt mere tid i hjemmet, tænkte jeg det var oplagt at tipse om lidt mad-tv! Jeg vil generelt gerne dele lidt andet indhold her på bloggen end bare opskrifter, og det bliver der forhåbentlig tid til her i 2020. Skriv endelig en kommentar med idéer til, hvad I kunne tænke jer at læse om.
På Netflix ligger der så mange gode serier i madkategori, så let’s get to it!
Ugly Delicious
Ugly Delicious med David Chang i spidsen er lige udkommet med sæson to. Det er en ekstremt velproduceret serie, og selvom jeg godt kan synes, at David Chang er lidt irriterende mandeagtig til tider, er det virkelig god inspiration. Der er så meget mad i den serie, jeg gerne vil spise. Og første afsnit i anden sæson var overraskende fint, David Chang skal være far for første gang og forbereder sig til opgaven gennem mad.
Filmen Chef
Jeg har haft Chef på min liste på Netflix i et stykke tid, og fik den endelig genset i går. Den er et ekstremt hyggeligt fiktionelt portræt af en kok, der efter en twitter-skandale (de bruger sociale medier på en ret cute 2014-måde i filmen), bliver tvunget til at lægge sin karriere om, og dermed genfinder hans passion for mad. Anbefaler! Også en super familie-film.
The Chef Show
Jon Favreau, der spiller kokken i ovennævnte film (og som også er instruktør, han har blandt andet instrueret den nye løvernes konge), har sammen med kokken Roy Choi programmet “The Chef Show”. Der er lidt svingende kvalitet fra program til program, men det jeg elsker ved The Chef Show er at de faktisk LAVER MAD, OG MAN SER HVORDAN. Synes alt for meget mad-tv er snak og personportrætter, og ikke så meget madlavning (jeg kigger på dig Chef’s Table). I The Chef Show står Jon og Roy faktisk i køkkenet med gæster 80 % af tiden, og jeg lærer meget og bliver inspireret til at prøve nye retter af.
Salt Fat Acid Heat
Jeg vil jo bare gerne være venner med Samin Nosrat, kokken som står bag kogebogen og nu også Netflix-serien “Salt Fat Acid Heat”. Hun er så lovable! Hendes kærlighed til mad og madlavning stråler ud af TV-skærmen, og jeg kan ikke få nok af hende. Programmet handler om, hvordan man får mad til at smage godt, og det er pædagogisk og nørdet på samme tid. Får helt lyst til at gense det nu. Og ønsker mig generelt flere madprogrammer med kvinder i værtsrollen.
The Big Family Cooking Showdown
Jeg er ret sikker på, at Maddysten, hvis anden sæson sendes lige nu på DR, er bygget på The Big Family Cooking Showdown. Et frygteligt navn til et program, men jeg syntes, det var virkelig hyggeligt TV. Ikke alle familier er lige dygtige, men man lærer faktisk en del af at se programmet, synes jeg. Sæson 1 er helt klart bedre end sæson 2, selvom sæson 2 kommer efter det i de sidste par programmer.
Ville ønske jeg kunne anbefale Maddysten, men for mig bliver det lidt for folkeligt, hyggeligt på en tåkrummende måde. Kan I lide det?
Final Table
Final Table er et helt vanvittigt projekt, hvor professionelle kokke fra forskellige lande skal lave mad fra et udvalgt land for hvert afsnit. Tidsbegrænsningerne på udfordringerne er så stramme, og jeg forstår ikke, hvordan de lykkes med at lave så vilde ting på så kort tid! Produktionen er totalt overdrevet, men det er ret underholdende, hvis man kan holde det ud.
Zumbo’s Just Desserts
Det er lang tid siden jeg så Zumbo’s Just Desserts – en slags bagedysten på speed møder Charlie & Chokoladefabrikken? Utroligt god underholdning. Og nu opdagede jeg lige, at der er en sæson 2, og det tror jeg bliver det næste, jeg kaster mig over.
The Chef’s Line
Et australsk madprogram, hvor en gruppe hjemmekokke dyster mod kokke med forskellig erfaring fra en restaurant. Hvert afsnit har et land som tema, og det er virkelig cringe TV på den underholdende måde. Vi bruger stadig udtrykkende “How are you FEELIN’?” og “What could go WRONG?!” herhjemme. Det giver mening, når du har set det, en af dommerne har den sjoveste måde at snakke på.
Er der nogle programmer, jeg har glemt?
Jeg kunne godt selv bruge ny inspiration, så skriv endelig en kommentar med tips! Har selv lyst til at tipse om mit absolut yndlings madprogram – det britiske Masterchef Professionals UK. Det sendes altid i månederne op til jul, og vi følger det intenst herhjemme. Sidste sæson var vildt god, man skal desværre bare lede lidt i mørke kroge, for at kunne se det herhjemme.
The Big Family Cookdown er simpelthen så fint!
Ja, jeg synes også bare det er så hyggeligt tv!
Hvor er dit hjem bare fint! Nu ved jeg godt du blogger om mad, men jeg gad altså godt se nogle flere billeder af din indretning. Der er noget uformelt over den, som jeg virkelig godt kan lide
Tak, hvor er du sød! Der skal nok komme lidt indretningsglimt her og der. 🙂
Hvor går du til massage? Vil gerne finde en god massør i København!:))
Altid Unni hos Elitefys på Vesterbro! Hun er helt fantastisk. Lige nu (pga. situationen) tager de vist kun imod akut-tilfælde, men book endelig en tid senere!
Jeg elsker Somebody Feed Phil – også på Netflix
Jeg har prøvet at se den nogle gange, men kan simpelthen ikke holde Phil ud. 😀
Ej, hvor sjovt. Jeg kan virkeligt godt lide ham 🙂
Streetfood! Fantastisk serie med mad alt fra Bangkok til Filippinerne til Sydkorea.
Den er god! Blev bare så irriteret over at man ikke lærte mere om, hvordan man lavede maden, eller bare hvilke ingredienser der var i. Det kunne have været så inspirerende, hvis der havde været et mere praktisk fokus!
Chef’s table!
Den er så fantastisk lavet! Synes bare næsten mere den bliver er personportræt frem for fokus på maden, så er blevet lidt træt af den?
Mind of a Chef på Netflix kan virkelig også anbefales! Jeg elsker sæson 2 om southern food især 🙂
Uh ja, den havde jeg faktisk glemt! Til gengæld virker det som om, den ikke findes på Netflix længere?