Løg er en af mine yndlings råvarer. Jeg bruger løg hver eneste dag: Skarpe rå løg, sursøde syltede løg og comfy, søde karamelliserede løg, der kan bruges som et indslag i en sandwich eller et pitabrød eller som base for supper og gryderetter.
Karamelliserede løg tager lang tid at lave og kræver tålmodighed (hvilket jeg ikke har, jeg kunne godt have givet løgene på billedet 10-15 minutter til, damnit!), men så holder de også i køleskabet i 1-2 uger, hvis ikke du spiser dem inden. De er GULD.
Forresten! I dag er sidste dag, du kan forudbestille min kogebog Vegetarisk i aften? og få et gratis sæt postkort med illustrationer fra bogen med (til en værdi af 55kr). Den kan bestilles her.
Ingredienser
45-60 min
- 2-3 spsk smør
- 750 g løg
- Salt
- 1 kvist rosmarin eller timian (valgfrit)
- 1 spsk æblecidereddike
- 1 spsk sukker
Sådan gør du
Smelt et par spsk smør i en stor sauterpande ved middel varme til høj varme. Imens piller du et par løg, skærer i halve og så i ca. 3-5 mm tykke skiver. Tilsæt til panden.
Mens de første løg steger, kan du pille og skære resten af løgene i skiver. Tilsæt løg løbende i takt med at løgene i panden bliver gennemsigtige og falder sammen. Tager de for meget farve, skruer du lidt ned for varmen. Rør rundt løbende. Fortsæt til alle løgene er i panden. Giv et godt drys salt og tilsæt rosmarin eller timian (valgfrit).
Skru ned til lav til middel varme og fortsæt med at røre rundt jævnligt til løgene er gyldenbrune. Skru ned for varmen hvis løgene begynder at brænde på. Tilsæt ekstra smør efter behov.
Brænder der noget fast i bunden af panden kan du tilsætte lidt vand og lade det opløse al den gode smag og farve, som løgene vil suge til sig igen.
Når løgene er gyldenbrune tilsættes eddike og sukker. Lad det opløse sig og smag til med salt.
Løgene er færdige, når de er gyldenbrune og helt møre. Du kan næsten ikke stege dem for længe.
Opbevar i en bøtte i køleskabet i op til to uger (brug din lugte- og synssans, lugter de godt og er der ingen mug? Så er de fine at spise).
De kan bruges på sandwiches, som basis for supper og gryderetter, og som tilbehør til diverse retter!
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram, Facebook eller Bloglovin’ for opdateringer om nye opskrifter.
Genialt! En af mine yndlingsrugbrødsmadder er rister rugbrød, stegte løg og sriracha sauce 🙂 når du skriver, at du bruger dem som base i gryderetter, er det så i stedet for rå løg, som steges?
Ooh, det lyder også godt. Havde ikke selv tænkt på den kombo! Og ja lige præcis! Man kan så bruge de karamelliserede løg og skippe stegningen af rå løg, når man laver en gryderet eller suppe. 🙂