Kolde nætter & ny energi

Nu er den friske efterårsluft her endelig og sweatrene er begyndt at komme frem fra deres eksil i garderobeskabet. Min veninde Cæcilie skrev så fint om denne tid den anden dag. Om hvordan denne første del af efteråret står i kontrast til den tidlige sommer. Hvordan man nyder alting mere, fordi hvert eneste sommerlignende øjeblik potentielt er det sidste for i år. Alt er ekstra, og det er svært ikke at føle sig taknemmelig.

Jeg kan ikke få nok af det gyldne septemberlys, der kaster de smukkeste skygger både ude og inde. Solens sidste varmende stråler på kortere dage, før vi bevæger os ind i mørke måneder. Og vi må overgive os, for der er ingen vej uden om. Som Cæcilie så fint skrev:

“Det er overtiden, hvor man ikke kan gøre andet end at tage imod. Det står i kontrast til den forhastede følelse, der kan ligge over den tidlige sommer, hvor man gerne vil nå at udnytte tiden – jordbærrene skal spises, mens de er der, og man skal nå at nyde ferien, inden man skal tilbage på arbejde. Det kan nemt blive forjaget, og stille vintersjæle kan stresse lidt over det.

Den tidligere sommer kan have et brugsperspektiv på alt, der er godt, og det kan næsten ødelægge det lidt.

Her i sensommeren er tiden anderledes doven. Den uventede sol og varme kan få hjertet til at svulme så underligt af liv, som det røde hybenhjerte hos Alex Garff.”

Jeg har plukket mange smukke buketter i løbet af sommeren, og I kan tro jeg har nydt det, men der er noget særligt over dem, jeg plukker ind nu. Hvornår plukker jeg den sidste for i år? Hvornår kommer frosten og tager dahliaerne, så jeg må skynde mig at grave knoldene op i håb om, at de klarer sig til næste sæson? Jeg har faktisk ikke ord for, hvor meget glæde disse sensommerbuketter giver mig.

De sidste par nætter har det været koldt. I nat sov jeg med uldundertøj og Sonja kravlede ind under dynen med iskolde tæer kl 6. Jeg tæller ned, til vi får isoleret på overetagen og får sat endnu en varmepumpe op, så vi forhåbentlig kan sove lunt og godt. Det er konfronterende at blive mindet om, hvor koldt og på mange måneder gammeldags huset er om vinteren. Vi har ikke radiatorer, kun en brændeovn og en luft til luft varmepumpe på underetagen. Varmepumpen holder varmen fint på underetagen, men deroppe siver varmen bare ud.

Det ældre par vi købte huset af havde i 25 år ikke varmet med andet end en gammel brændeovn, og jeg tænker på, hvordan de holdt varmen i soveværelset om vinteren. Det må have været virkelig koldt.

Vi har indtil nu haft en eldrevet olieradiator, som vi tændte, de weekender vi var her, men det er ikke holdbart hverken ressourcemæssigt eller i forhold til vores elregning, nu hvor vi bor her. Endnu en varmepumpe er det mest fleksible alternativ for os, og jeg krydser virkelig fingre for, at den kan holde os lune om natten i kombination med, at der bliver sprøjtet papiruld ind på både loft og i skunke. Ellers skal der godt nok købes en garderobe af uldundertøj og selv med det, bliver det en lang vinter.

Jeg griner lidt af, hvordan jeg inden vi købte huset et eller andet sted havde en forestilling om, at varmt vand bare kom langvejsfra med rørene ligesom det kolde. Det er så dejligt forkælet at bo i lejlighed, hvor man deles om opvarmningssystemer og varmtvandsforsyninger. At bo i hus tvinger en til at blive rigtig voksen. Alle de forskellige skatter og afgifter for både den jord man ejer, for at der er nogen, der kommer og henter ens affald med mere og så alt forbrug. Det er ingen klage, vi bor stadig meget billigt hernede i huset, og kan spare en masse op, som vi renoverer for, så vi ikke behøver at have et lån i huset. Jeg føler mig priviligeret, selvom vi bor ret primitivt.

Jeg elsker at mærke den kølige efterårsluft og se træerne skifte farve. At følge med i havens forfald. At kravle ind i mine hjemmestrikkede trøjer og mærke, at tøjet passer min personlighed bedre end sommergarderoben. Højtaljede bukser, to lag uld og en overgangsjakke vil for evigt være det sæt tøj, jeg føler mig allermest tilpas i.

Jeg ser frem til at opleve vinteren på landet og gå mere i hi. Kravle ind under kludetæppet i sofaen på kontoret og arbejde halvliggende. Hente Sonja og indføre en fast hverdagsrutine med at drikke te med mælk og honning og snakke om dagen, når vi kommer hjem. Strikke i sofaen om aftenen med udsigt til ilden i brændeovnen. Drømme om haven 2025 og bruge tid på at planlægge næste version af køkkenhaven. Generelt bare det at mærke sæsonerne og året tydeligere.

Selv det at gå ud og hente brænde en frostmorgen og tænde op i brændeovnen med iskolde fingre, er noget jeg ser frem til. Jeg nød det faktisk den første måneds tid, vi boede her i overgangen marts/april, hvor vi havde brug for at have brændeovnen tændt. Der er noget grundlæggende tilfredsstillende i at være mere i kontakt med det liv der leves, og de behov man har. Hernede er alt ikke sørget for os. Hernede skaber vi vores liv selv.

I København sker der ting hele tiden, der er en hel buffet af aktiviteter, man kan deltage i. Hernede må man på en anden måde selv tage ansvar for at skabe det liv, man gerne vil leve. Både derhjemme, men så sandelig også i lokalmiljøet. I den landsby, vi bor i, er der en landsbyforening, som har så meget potentiale for at være et lokalt samlingspunkt, men som trænger til et løft. I første omgang noget maling og blomsterkasser ude foran, så der ser mere indbydende ud. Og noget generel istandsættelse. Efter det kan man måske begynde at drømme nogle større drømme.

Jeg drømmer om et folkekøkken en gang om måneden. Og tænk hvis der var nogle, der ville stå for et månedligt loppemarked i sommerhalvåret. En lille legeplads til ungerne. Der er allerede ildsjæle, der har involveret sig i foreningen og vil den, og nu er jeg med i en gruppe, som skal finde ud af, hvordan vi gør det mere indbydende. Måske skal vi søge nogle landdistriktsmidler for at få det til at ske. Jeg ved ikke helt, hvad jeg har rodet mig ud i, men jeg elsker som sædvanlig at drømme, og jeg kan mærke en stor mening i at engagere mig lokalt.

Det er virkelig opløftende at have energi til at involvere mig. Det er ikke, fordi jeg er blevet et andet menneske af at flytte herned, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg har et andet overskud, end da vi boede i byen. Der er så mange gode kræfter hernede, så mange der gerne vil området. Og det vil jeg også.

I sidste weekend var vi til Naturens dag på Corselitze gods og fangede smådyr i søen med assistance fra en naturvejleder, der kunne fortælle os om, hvad vi fangede, og i dag var vi til Sydhavsøernes frugtfestival i Sakskøbing, som var en reel folkefest. På mange måder er livet her i bedre overensstemmelse med mine værdier, og den barndom jeg gerne vil give mit barn, end det liv vi havde i København.

Hvad det betyder for fremtiden, ved jeg ikke rigtig. Er jeg bare blevet klogere på, hvem jeg er, og hvad vi skal indrette vores liv med, eller tænker jeg vi skal bo hernede permanent? Det må tiden vise. Vi er jo også to om at tage de helt store beslutninger, og lige nu er aftalen, at vi ikke tager nogle som helst store beslutninger før foråret 2025. Så jeg lader “bare” det hele marinere så længe.

80 ⬅︎ Tryk på hjertet, hvis du kan lide indlæggetLoading...

Skriv en kommentar

Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram eller Facebook for opdateringer om nye opskrifter.