Jeg havde en forestilling om, at tiden ville gå langsommere hernede. At vejrtrækningen ville blive tungere, og tempoet roligere. At vi ville have så meget tid, at der ville være tid tilovers! Det viser sig, at det ikke hænger helt sådan sammen. Når jeg får mere tid til rådighed fyldes den bare ud med andet. Med husrenovering og haveambitioner. Mine forventninger til, hvor lang tid de forskellige opgaver skal tage, har ikke rod i virkeligheden, som den evige tidsoptimist jeg er. Alt tager også tid hernede, og vi er bare mennesker. Åbenbart.
André kæmpede hele sidste uge med trappeopgangen, som har stået rå, siden jeg i efteråret 2022 rev koreapanel ned i frygt for, at der skulle gemme sig skimmelsvamp bag. Det gjorde der ikke, til gengæld blev det endnu en torn i øjet i huset, som vi har måttet leve med i halvandet år. Nu er der endelig spartlet og malet, gulvet på reposet er slebet og sæbeskuret, og det bedste af det hele: vi har fået et garderobeskab, og jeg bor ikke længere i en kuffert. Halleluja.
Jeg har gravet og gravet i haven, og køkkenhaven begynder virkelig at tage form nu. Disse dage kommer de første forspirede sommerblomster og grøntsager i jorden, jeg har bestilt kogødning online i dag, og når den kommer, skal dahlia og squash plantes. Græsset ovre ved trillebøren skal graves op og bliver til dahliabede, og mens jeg drømmer om at kunne stoppe tiden, længes jeg efter at se haven om et par måneder. Lykkes jeg med den overflod, som jeg drømmer om?
Tomater, chili og peberfrugt skal vænnes til livet uden for, og i dag tror jeg, de første bønner kommer i såbakker. Det tager tid med sådan en køkkenhave. Meget længere tid end jeg regnede med, og sådan er det med alt. Til gengæld føles det utroligt meningsfyldt.
Jeg tror, det, der roder mest for mig for tiden, er den dårlige samvittighed over ikke at arbejde i klassisk forstand. Hvis der er noget, jeg gerne vil ryste af mig i år, så er det følelsen af, at jeg ikke har fortjent denne her pause i livet. At jeg ikke har fortjent at sænke ambitionerne på arbejdsfronten og nyde landlivet. At jeg ikke har fortjent at leve lystfyldt. At den succes, jeg har, bare er til låns ⎯ noget jeg er blevet givet, ikke noget jeg har arbejdet hårdt for.
Jeg bruger alt for meget energi på det. Og de sidste par uger, har jeg mærket en del stress-symptomer i kroppen. Eller måske er det mere angst. Det har klart været en overbelastning for systemet med denne her flytning, og nu hvor der er lidt mere ro på, og vi begynder at komme på plads, håber jeg også roen indfinder sig i kroppen.
For der er klart en ro her. Mindre stimuli, som giver mere plads til at mærke mig selv. I byen var jeg overvældet allerede på cyklen på vej til vuggestuen. Lydene, lugtene, bilerne, cyklisterne, fodgængere. Selv med genvejen gennem Assistens, kunne jeg mærke, hvor meget det krævede af mig. Jeg har altid været ret sensitiv som person og taget mange stimuli ind, men jeg har ikke været specielt bevidst om det.
Her kan jeg gå ud i haven og lytte til fuglekvidder og blade, der visler i vinden. Selvfølgelig er der også biler og traktorer, som kører forbi her, men på et helt andet niveau end i København. Her er et privatliv og en nærhed til naturen, som betyder meget for mig. Vi er af nye nabovenner blevet introduceret til den mest magiske cykeltur langs markerne, ned gennem skoven til stranden. Tænk at vi kan leve sådan her.
André bagte bullar med rabarber i weekenden, hvor vi havde familie på besøg, så dem har vi smovset på i dagevis, men den allerbedste var den der blev indtaget med kaffe fra termokande i skovbunden.
I eftermiddag skal jeg ind til København. Jeg er nomineret til “Årets initiativ” prisen af iByen, og der er prisfest i Byhaven. Jeg glæder mig til en øl i solen med Lucia og Martha, og nogle gode krammere fra andre mennesker, jeg holder af. Ved slet ikke, hvad jeg skal have på efter en uge i overalls med jord under neglene. Men det bliver også godt med et bad, lidt læbestift og et skud byliv.
Sidder i sofaen og skriver dette færdigt. Nu skal jeg ud i haven i en time eller to. Og over de dage, jeg skrev dette, gik tiden også, og syrenerne i mit lille yndlings rodehjørne ved spisebordet visnede, og blev skiftet til grøftekantsblomster fra landsbyen. Værket på væggen er af Martha Hviid, og jeg elsker det.
Like sands through the hour glass, so are the days of our lives.
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram eller Facebook for opdateringer om nye opskrifter.