Der landede en ret interessant besked i min indbakke efter mit indlæg om det at have en flexbolig, som jeg tænkte, jeg ville reflektere over her:
“Tak for at dele Camilla, og så dejligt med flere gode historier om sydhavsøerne. Jeg har selv ret blandede følelser for flexboligordningen, og tænkte om du også kunne have lyst til at formidle nogle etiske overvejelser på et tidspunkt. Altså, jeg tænker selv at flexboligløsningen er helt fabelagtig i nogle af de tyndt befolkede områder, hvor husene står tomme og forfalder. Der er det en kæmpe fordel at sådan nogen som jer vælger at ‘adoptere’ et hus og vedligeholde det. Samtidig er der nogle områder (fx Fejø hvor jeg selv har boet) hvor huspriserne stiger når folk køber flexboliger, og mere velstillede byboer overbyder de lokale. Så bliver det vanskeligere for andre at etablere sig, og langsomt dør det helårssamfund som også var det attraktive for flexboligejerne. En slags flexbolig-gentrificering.
Jeg tænker at det ville være vildt fedt med en opfordring til dem der kigger på flexbolig om også at opsøge lokale, og høre hvad deres vurdering er i lige præcis det område.”
Jeg forstår virkelig de tanker her, for det er en kompleks problemstilling. Vores naboer i landsbyen på Falster snakker om, at de netop købte deres hus for 30+ år siden, fordi det var en lille sprudlende landsby med købmand og tæt til en god skole. Skolen findes stadig (og den skal stadig være god), men købmanden er forlængst lukket og omdannet til landsbyforening, og sprudlende er ikke just, hvad jeg vil kalde byen længere.
Vores hus er omgivet af fire naboer og genboer, der bor der fast. Skråt over for os er der et ældre par, som også benytter deres hus som flexbolig. Jeg vil gætte på, at byen består af 75 % fastboende og 25 % flex. Lige nu er der en del huse til salg nede langs hovedvejen, og liggetiderne er lange.
Jeg har haft ret dårlig samvittighed over en meget lavpraktisk ting. Jeg kunne nemlig godt tænke mig at vores hus ikke bare stod som et sort spøgelseshus i vintermørket, når vi ikke er der. Har drømt om at sætte nogle lyskæder op i haven med en timer, så der ser hyggeligt ud. Sådan nogle ting kan man godt tænke på som flexboligejer.
Når man skal købe en flexbolig, synes jeg bestemt, man skal tænke over, hvor man køber. Flexboligordningen giver klart mest mening i områder, hvor husene er svære at omsætte. Når man går ind og køber helårsboliger, som er godt vedligeholdt og sagtens kunne rumme en familie, der ville bo i huset fast begynder man at bevæge sig ind i en gråzone, hvor man godt kan komme til at udkonkurrere lokalsamfundet, hvis man kommer med en vild friværdi fra en ejerlejlighed i København for eksempel.
Jeg synes også kommunen har et stort ansvar i forhold til at begrænse tilladelserne i områder, som er mere sårbare. Man kunne for eksempel godt overveje at en lille ø som Fejø (anbefaler på det varmeste en udflugt dertil til sommer. Køb cider! Jeg har fået noget af den bedste cider på Fejø) slet ikke skulle være en del af flexboligordningen for netop at værne om lokalmiljøet der.
Jeg tænker som udgangspunkt, at alle har et ansvar her. Kommunen har et ansvar for at begrænse flexboligtilladelser i områder, hvor den ikke giver mening. Jeg ved, at de i Nakskov og Maribo ikke giver tilladelser til flexboliger i hovedgaden, fordi de vurderer, at boligerne kan sælges til nogle, der vil bo der hele året, og det synes jeg giver god mening. Og på Falster kan man ikke få flexboligtilladelser Nykøbing for at sikre, at byen er velfungerende. Udover kommunen har de fastboende et ansvar for at råbe op, hvis der er noget, der ikke fungerer. Og de flexboligkøbende har et ansvar for at sætte sig ind i, hvad det er for område, de køber i.
Jeg synes grundlæggende, det er vigtigt, at de fantastiske yderområder, vi har i Danmark får den opmærksomhed og vedligeholdelse, de fortjener. Der er en utrolig bygningskulturarv, som simpelthen ikke må gå tabt, fordi husene bare står og forfalder. Her har flexboligordningen efter min mening en stor værdi.
I Stubbekøbing på Nordfalster kan man virkelig fornemme fordums storhedstider. Det her har været en sprudlende havneby engang. Nu står mange butikslokaler tomme og ikke engang om sommeren, er der rigtig gang i den. Det ville da være fantastisk, hvis her blev fyldt op af flexboligejere, som godt gad lokalsamfundet og som gjorde, at det igen gav mening at have en lille butik på hovedgaden, fordi der er mere gang i den i højsæsonerne. Og hvem ved, måske det at have en flexbolig bare er et skridt på vejen til at flytte ned fast.
Nogle lokale vil måske sige, at det netop er på grund af flexboligordningen, at der ikke er gang nok i småbyerne, og måske er der også en sandhed i det. Men jeg tror også, man må se i øjnene, at vi lever i en tid, hvor rigtig meget er koncentreret om de store byer, og der simpelthen ikke er nok, der kan se sig selv bo i yderområderne. Det håber jeg ændrer sig, for hvor har jeg fået meget ud af at have mere luft, tid og natur i mit liv.
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram eller Facebook for opdateringer om nye opskrifter.
Netop denne problematik er begyndt at fylde meget på Bornholm, hvor jeg bor. Efter kommunen for ca. 10 år siden gjorde det muligt at få flexbolig i flere af de små byer, hvor mange huse nærmest var usælgelige, er vi nu nået et punkt hvor flere byer er affolket, fordi bornholmerne ikke har råd til husene længere. Dette gælder bl.a. Sandvig som min familie kommer fra. For 10 år siden kunne de små rækkehuse købes for et par hundrede tusind kroner. De koster nu 2 millioner og op. Med huse til salg for op mod 8 millioner. Det samme er sket i andre af de mindre byer. Det har betydet at bornholmerne for det meste kun har råd til at købe i nogle få byer, samtidigt med at mange huse der før blev lejet ud til lokale, nu er solgt som flexboliger, der står tomme det meste af året. Det betyder at huslejen også stiger kraftigt i disse år, så mange familier har svært ved at finde et sted at bo. Jeg har ellers været stor fortaler for flexboligordningen og er det til dels stadigvæk, da mange huse var i forfald nu er blevet renoveret. Men alle de flexboliger, bringer ikke mange penge i kommunekassen og det kan virkelig mærkes når man som jeg arbejder i en vuggestue. Der er behov for at politikerne ser på muligheden af evt. at fjerne/ændre flexboligstatus på nogle boliger, næste gang de skal sælges. Selvom det vil påvirke boligens værdi.