Her kommer et lidt atypisk indlæg fra mig om to fraser, som jeg har hørt lidt rigeligt her under graviditeten, og som jeg er sikker på, at jeg kommer til at høre flere gange under det vidunderlige kaos, det bliver at have en baby. Jeg ved at begge dele er vel ment, men det kan også være en anelse irriterende. Jeg er generelt god til begge dele. Både at passe på mig selv og nyde, men det nytter altså heller ikke, at det skal være et pres. Vi er trods alt ret komplekse som mennesker, og tvungen nydning er efter min mening ikke ægte nydelse. For hvornår nyder man nok?
At lave en kogebog er for eksempel megahårdt arbejde. Det består for mit vedkommende af research, forberedelse, indkøb, madlavning, opvask, prøvesmagning, styling, fotografering, redigering af billeder, opskriftstest, tekstskrivning, korrektur, layout og design. Jeg ELSKER det, OG det er hårdt. Når jeg i processen deler på instagram, at jeg kæmper lidt med det, er der altid nogen, som skriver til mig, at jeg skal huske at passe på mig selv. Og selvom det er vel ment (det forstår jeg virkelig, at det er!), så provokerer det mig også en anelse.
Hele min tilværelse de sidste 3 år siden min sygemelding i 2018 har handlet om at passe på mig selv. Jeg har formået at lægge mit arbejdsliv om fra en designbranche, jeg mistrivedes helt vildt i, til at arbejde med noget jeg kan mærke helt ind i knoglerne, er det rigtige. Også når det er hårdt slid.
Da jeg arbejdede med design og ofte brød sammen i gråd på arbejdet, fordi jeg var så presset, fik jeg også altid at vide, at jeg “skulle huske at passe på mig selv”. Og det er altså svært, når man er i et miljø, som udfordrer en på flere parametre.
Hvad betyder det egentlig at passe på sig selv? Ofte handler det om at kende sig selv godt nok til at sætte grænser og sige fra, men med det følger både usikkerhed, dårlig samvittighed og misbilligende blikke. For vi kan godt sige til vores kollegaer, at de skal huske at passe på sig selv, men når de så gør det ved ikke at være konstant til rådighed, er det en anden sag.
Nogle gange er det at passe på sig selv at forlade en situation, som gør en ulykkelig. Det er på et større plan. Og det kan også være den bedste selvomsorg at slippe alt og tage en dag (eller flere!) i sofaen eller sengen. Jeg er kæmpe tilhænger af radikal dovenskab, når der er brug for det.
Men så kan det jo også være at passe på sig selv at arbejde, så man har et økonomisk grundlag, der gør, at man ikke har ondt i maven. Det kan være at passe på sig selv at tage et par uger, hvor man giver den en skalle, for at kunne arbejde kortere dage, når man er højgravid. Og det er altså helt ok, at det er hårdt i perioder, hvor man arbejder for noget, der kommer en til gode senere hen. Selvfølgelig skal det ikke være, så man knækker nakken på det, det siger sig selv. Balance ikke!
At lave den nye bog har været mega hårdt oven i at være gravid og skulle få det hele til at køre rundt, men nu hvor den er færdig, har jeg kunnet gå på barsel med den største ro i maven over, at den ligger der og venter på at komme ud i verden. Det betyder, at jeg kan slappe af i min barsel på en helt anden måde, og det er alt slid værd! (Tak til jer, der allerede har forudbestilt forresten, er overvældet og lykkelig over interessen!)
Vi kan umuligt gå igennem livet uden, at der er perioder, som trækker tænder ud, hvad end det er på grund af arbejde eller privatlivet. Og så er vi tilbage til det med at blive opfordret til at nyde at være højgravid. Det spænder i hele ryggen, når jeg går og står, bækkenet gør pisseondt, hvis jeg har været statisk for længe, jeg er mere træt, end jeg nogensinde i mit liv har været, har vat i hovedet og går i stå midt i sætninger, jeg brækker ofte min morgenmad op, fordi der simpelthen ikke er plads til den, og det er generelt en ret presset tilværelse, hvor jeg trives allerbedst, når jeg ligger ned. Jeg har ikke lyst til at se TV (andet end Kender du typen og Great British Menu), og jeg kan ikke koncentrere mig om at læse, så det eneste jeg laver er mere eller mindre at lytte til podcasts i sengen og spille Two Dots.
Der er også masser af hyggelige stunder, don’t get me wrong. Når jeg ligger i sengen og NYDER (hæhæ) stilheden før stormen og kan mærke min lille datter møfle rundt i min mave. Når André lægger hånden på maven, mærker hende sparke, og vi snakker om, hvordan det mon bliver at være forældre med en blanding af skræk og forventning i blikket. Og jeg er vanvittigt stolt af min krop, og synes, den er drønsej selv med alle dens skavanker.
Det er nemt at kigge tilbage på en tid og huske, at det var hårdt, men mest gennem et filter af nostalgi og kærlighed. Og så er det nemt at sige “husk nu at nyde det”, til dem der står midt i det med alt, hvad det indebærer, fordi man måske selv ønsker at man havde formået at nyde det mere? Måske skal vi bare blive bedre til at sige “pyh, jeg forstår godt det er hårdt!”, “du er så mega sej” eller “det kender jeg godt, du er ikke alene”, og så sørge for at vi selv tager ansvar og passer på vores familie og venner ved at stille spørgsmål som “Hvordan har du det?” eller “Er der noget, jeg kan gøre for dig?”.
Hvis vi passede lidt bedre på hinanden, så behøvede vi måske ikke at passe helt så meget på os selv.
67 ⬅︎ Tryk på hjertet, hvis du kan lide indlægget
Loading...
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram, Facebook eller Bloglovin’ for opdateringer om nye opskrifter.
Hvad skal man i stedet sige til alle de bekendte, der fortæller én, at nu går de på barsel? Altså ud over “tillykke”? 🙂
Tillykke er da fint! Måske kan man bare sige “du behøver ikke nyde hvert et øjeblik”. Tror faktisk alle forældre prøver at nyde så meget som muligt, men der er bare store dele af forældreskabet, som er ret træls og hårdt.
Tak for at dele jeres tanker, som fik mig til at huske tilbage på min tid med små børn. Jeg fik engang en kæmpe anerkendelse med en intern bemærkning mellem to gamle damer på en travl eftermiddag i Odense.
De stod ved busstoppestedet, og jeg havde netop fået min cykel gjort klar til at køre hjem fra børnehaven efter en lang dag på jobbet. Den store på 5 sad bagpå, den lille på 2 foran i en kurv på styret. Jeg havde dagens indkøb i to cykeltasker og børnenes skiftetøj i min rygsæk.
Netop da hørte jeg den ene gamle dame sige til den anden :
“Det er godt, at det er de unge – som har kræfterne – der har børnene”.
Umiddelbart tænkte jeg “Kræfterne ?? De skulle bare vide, hvor fuldkommen udmattet jeg er !!” og satte cyklen i gang med børnene godt anbragt.
Men så gik det op for mig, at det netop var i den bemærkning, at den gamle dames anerkendelse lå. Hun havde jo været helt klar over, hvor mange kræfter situationen krævede – og hun kunne se, at jeg kæmpede mig til at have styr på den.
Børnene har både jeg og deres far nydt. I fulde drag. Det har været, som “hver alder er endnu mere dejlig end den forrige” (som jeg hørte min egen far sige, da jeg var omkring 8 år). Men hvor har jeg dog også haft brug for alle mine gode kræfter, min tålmodighed og min udholdenhed. Og trænet disse med årene, så de kunne vokse med opgaven.
Nu er børnene 24 og 27 år. Jeg er nok på alder med de gamle damer efterhånden – og er nu helt klar over HVOR KORT, en barndom er.
Så er jeg glad for at kunne tænke tilbage på, at jeg nåede at nyde den tid, hvor to små børn blev til to store børn.
Det er måske det største privilegium af alle at vide, man er privilegeret ?
Enig. At noget er krævende er ikke det samme som forkert, og meget af det mest meningsfyldte i mit liv er krævende. Både på den store klinge, som at sige godt arbejde op og lave noget mere meningsfyldt, uden samme økonomi at all, til at lade baby spise selv (aka BLW) fremfor skemad, med svineri og gagging til følge. Rigtigt og krævende. God barsel med alt hvad der passer dig at lave – med Wordfeud og virkelig meget insta eller hvad der nu passer dig
Fuldstændig enig! Særligt i det med at passe på sig selv! Blev selv sygemeldt for 3 år siden fra et job jeg virkeligt ikke trivedes i og dengang fik jeg også at vide at jeg skulle passe på mig selv, men midt i kæmpe stress-sammenbrud (og før for den sags skyld) anede jeg ikke hvordan. Og helt ærligt – min leder skulle have passet på mig! og måske også mine kollegaer. Gik endda i starten hos en psykolog der blev ved med at tale om at jeg skulle lære at passe på mig selv (og hvordan jeg ikke havde passet på mig selv) og det gav bare mere og mere skyldfølelse, skam og elendighed. Det var i hvert fald ikke vejen frem for mig. (Det var en anden psykolog med en helt anden tilgang tilgengæld.)
Så spændende diskussion det hele! Og jeg er selv forholdsvis nybagt mor – alle siger stadigt “nyd det”. Jeg prøver virkeligt bare at smile selvom den sætning også generer mig