Første gang jeg smagte naturvin, tænkte jeg nok noget i retning af “hvad fanden er det her for noget stads?”, for de naturlige vine kan virkelig smage meget anderledes end klassisk vin. Men når man først har fået smag for skidtet, er det umuligt at gå tilbage, for de naturlige er uendeligt meget mere interessante end de klassiske. I hvert fald ifølge mig! Og nu er det her jo faktisk min blog. I dag skal vi snakke om naturvin i København!
Naturvin er ingen nyhed og er vel nærmest mere reglen end undtagelsen her i byen efterhånden. Der er massevis med gode steder, hvor du enten kan drikke et glas på stedet eller købe en flaske med hjem. Listen her nævner ikke ALLE steder i København, det ville helt ærligt blive lidt kedeligt, men jeg skriver om de steder, jeg besøger og holder af. Og også nogle jeg besøger, selvom jeg faktisk ikke holder så meget af dem. Hold i hatten, nu kører vi!
Sabotøren, Nørrebro
Jeg har næsten ikke lyst til at skrive om Sabotøren her, for det er mit personlige stamsted og jeg vil nødigt have, at det bliver overrendt. Samtidig kan jeg ikke undgå at skrive om dette vidunderlige sted i et indlæg om naturvin i København. Sabotøren er en institution. Lige dele lokalt værtshus som hipster naturvinsbar. Her behøver man ikke være fancy for at hænge ud. Det er også derfor min veninde Rachel og jeg har for vane at tage forbi her til et glas efter træning, helt svedige i træningstøj og uden makeup. Det ville jeg sgu ikke være bekvem med nogle andre steder, og det siger så meget om denne bar. ♡
Her kan du både købe vin med hjem (til halv pris) eller drikke vinen på stedet, og der er ingen skam i at smage en håndfuld forskellige, inden du bestemmer dig. Her går man nemlig op i, at man skal ende med et glas som man godt kan lide. Og man kan også købe lidt at spise, hvis man er sulten.
Gaarden og gaden, Nørrebro
Jeg er vild med Gaarden og Gaden, for der er hyggeligt, vinene er gode og er man sulten er deres Croque Madame to die for (fås vegetarisk). Det er et af de få steder, hvor det faktisk fungerer udmærket at sidde ude på Nørrebrogade og kigge på folk, der har deres vej forbi. Man er rammet ind af lidt blomsterkasser, hvilket gør det mere trygt end mange andre steder. Jeg synes stort selv altid det kan lade sig gøre at få et godt glas orangevin her (de havde en fra Pierre Frick for nylig som var pisse god), hvilket jeg sætter stor pris på. Servicen er ikke altid i top, men jeg tilgiver dem for det, for alt det andet vejer op.
Oinofilia, Nørrebro
Oinofilia er en lille gemt perle! I porten til venstre for Blågårds kirke finder du en lille bitte shop med græske naturvine. Der er naturretzina og en af mine yndlings orange vine køber jeg der. Maria, der har shoppen er altid klar på en snak, og det er uprætentiøst og fyldt til randen af kærlighed til græsk naturvin. Anbefaler på det varmeste et besøg her! Der er ikke åbent alle dage, så check lige åbningstiderne inden du svinger forbi.
Pompette, Nørrebro
Åh Pompette, jeg har det så ambivalent med dig! Jeg elsker dine snacks og små retter, jeg værdsætter at et glas vin koster sølle 50 kr, og der er så fint at sidde ude. MEN. Jeg kan ikke lide vinstilen her. Generelt ret syrlige, friske vine, og det er bare ikke min personlige smag. Men resten af København (og Malmø) lader til at elske stedet, så det skal nok gå alligevel. Og jeg finder også min vej forbi jævnligt pga de gode priser, og at jeg muligvis er den eneste, som ikke nyder vinene.
Vin de table, Nordvest
Vin de table i Nordvest af en af mine favorit vinbutikker! Her er altid fantastisk service og judgement-free betjening, hvilket jeg synes er så vigtigt i en branche, der godt kan blive lidt arrogant og vinakademisk. Den ligger på Frederikssundsvej og har et virkelig godt udvalg.
Vino da Tavola, Frederiksberg
Hvis du ikke bor i nærheden af Nordvest, så fortvivl ej! Der ligger en søsterbutik på Vesterbrogade tæt ved Søndermarken, så slå endelig et smut forbi der. Der er mindst lige så fint!
Rosforth & Rosforth, Kbh K
Åh, naturvinsnørdernes hellige gral. Den småt snobbede butik under Knippelsbro på Christianshavnssiden kan være grænseoverskridende at træde ind i, hvis man ikke er en af dem, der kender de rigtige vintermer (ja, det er mig). Her går det stærkt, og man kan godt fornemme lidt utilfredshed, hvis man kommer forbi og ikke ved præcis, hvad man skal have. Lidt afhængigt af hvem der er på arbejde den dag. Hvis du har et billede af etiketten på den vin du gerne vil købe, bliver de glade!
Når det er sagt er Rosforth & Rosforth THE PLACE, når det kommer til naturvin i København. Det er fantastiske vine til gode priser, og oftest er der vin åbne, som man kan smage i self service stil. På den måde kan man smage sig frem til noget man kan lide, og det er faktisk ret smart, specielt hvis man er lidt ny til det hele.
Ved Stranden, Kbh K
Skal du lege overklasse for en dag, er det Ved Stranden 10, du skal besøge. Her er vinene lidt dyrere, men betjeningen er i top og vinudvalget er klasse. Jeg er her sjældent, men hvis vejret er godt og jeg befinder mig i indre by sidder jeg gerne ved deres udeservering og nyder et glas. Det her er også et sted, hvor man ikke behøver skamme sig over at smage en længere række vine, til man finder den man godt kan lide. Det er en del af servicen (og jo altså også noget af det man betaler for). Det værdsætter jeg!
Der er mindst lige så fint at sidde inden for, som der er at sidde ved kanalen.
Den Vandrette, Kbh K
I indre by finder du også Den Vandrette. Her har jeg drukket en del vin, oftest når man kan sidde ude i solen og kigge over på cykelbroen. De har også god mad, og nogle gange er der interessante pop-ups, så følg med på instagram og tag forbi, når der sker noget interessant! Et udmærket go-to sted.
La Banchina, Refshaleøen
Københavnernes sommer-hang-out nummer 1? Der er få ting, der slår en solfyldt sommerdag på La Banchinas badebro på Refshaleøen. De fleste kender allerede dette sted, som både har skønne vine og fantastisk lækker mad (ofte med fisk). Morgenmaden er også udmærket, hvis man skulle komme forbi inden vintid. Og kan man leve med menneskemængderne om sommeren er det måske Københavns skønneste vinbar. I de koldere måneder er det nu også hyggeligt at hænge ud indendørs.
Jeg orkede simpelthen ikke cykelturen til Refshaleøen, så I må nøjes med deres instagram for visuel stimuli.
Khioskh, Vesterbro
Når intet andet er åbent kan man købe naturvin hos Khiosk på Sønder Boulevard ud fra “den-her-etiket-ser-meget-spændende-ud”-princippet. Russisk roulette kan godt være sjovt, men det kan også være lidt træls, når en flaske vin koster over 150kr. Her er ikke meget hjælp at få, vinene er i mellemklasse-pris, men til gengæld kan du købe naturvin på en lørdag aften, og det har også sin værdi.
Volatil, Vesterbro
Volatil har jeg personligt ikke handlet så meget hos, da jeg ikke bor i nærheden, men jeg har hørt så godt om stedet fra Vesterbrovenner, at jeg svingede forbi i forbindelse med dette blogindlæg. Her var hyggeligt! Jeg fik en god snak og udvalget virkede rigtig udmærket. Du kan sætte dig ned og nyde et glas på stedet, men de fleste køber vinen med hjem. God stemning, god service!
Naturvin i København – dine favoritter
Jeg håber, det var god inspiration til at drikke naturvin i København! Der er i hvert fald ingen undskyldninger for ikke at kaste sig ud i det. Og hvis du er en af dem, der synes naturvin smager af opvaskevand eller kostald, så vil jeg opfordre dig til at prøve lidt flere forskellige. Bare snak med nogle af de søde mennesker på stederne nævnt i indlægget her!
Har jeg glemt noget? Hvad er din yndlings vinbar/butik i København? Hit me!
Følg Vegetarisk Hverdag på Instagram eller Facebook for opdateringer om nye opskrifter.
Supergod liste over naturvinsteder i København og med kommentarerne er den næsten komplet. Jeg vil supplere med Terroristen i Jægersborggade og Cibi e Vini i Torvegade. Begge steder med dedikerede vinkendere og masser af dejlig vin.
Tak! Terroiristen er helt klart en klassiker. Det er længe siden jeg har været der. Cibi e Vini er også en god tilføjelse!
Rigtig fin liste. Steder jeg holder af der ikke er på: Nichevine, Il buco, Nr.30, Vintro, Apollo bar, Manfreds, Kronevin, Skål og ikke mindst Pasteur
Åh Manfreds! Faktisk næsten en fejl at den ikke er på her. Planlægger et indlæg om vegetariske spisesteder også og der skal den jo helt bestemt på. Må få prøvet nogle af de andre steder du nævner. 🙂
Hahaha, det er ananas i egen juice, men Thorsteinsson’s i Ørestad, for at have et af de ikke så centrale kvarterer med i guiden.
Ananas i egen juice er så velkomment. Har ikke været ude hos jer, men det ser dejligt ud! 🙂